Sørgmodig superhelt

»Daredevil« er endnu en tegneserie-film om en maskeret superhelt, men den er ikke nær så underholdende som »Spider-Man«.

Superhelte er folk, som iført mærkelige kostumer farer rundt (især om natten) i skumle amerikanske storbyer og bekæmper kriminelle, allerhelst bizarre superskurke med storhedsvanvid. Superhelte bruger aldrig skydevåben, og de har altid en hemmelig identitet, som ingen kan gennemskue, når de ifører sig en halvmaske. Og superhelte sejrer ufravigelig til slut, dog ikke altid så definitivt, at der ikke kan produceres en efterfølger til historien.

En af de klassiske superhelte er Daredevil, der i sin tid blev kaldt Dæmonen herhjemme, og som ligesom kollegaen Spider-Man oprindelig er en tegneseriefigur skabt af den opfindsomme Stan Lee på Marvel Comics. I sit civile liv hedder helten Matt Murdock og er advokat, og det specielle ved ham er, at han er blind - det blev han som dreng ved en ulykke, der heldigvis samtidig skærpede hans øvrige sanser helt enormt, så han strengt taget slet ikke har brug for sin hvide stok.

Ensom superhelt

Derudover er Daredevil en ensom, arret og traumatiseret superhelt med bopæl i New Yorks nedslidte Hell's Kitchen, og Mark Steven Johnsons film om ham minder humørmæssigt mere om Tim Burtons »Batman« end om Sam Raimis »Spider-Man«, for tonen er mørk og dyster. Lidt mere selvironi ville afgjort have klædt »Daredevil«, der i stedet for at være bevidst humoristisk til tider ufrivilligt er på kanten af det parodiske, selv om det vist nok er meningen, at vi skal tage den relativt alvorligt.

Selv superhelte har hormoner, og Matt Murdock forelsker sig i den smukke Elektra, hvis velhavende far bliver myrdet af superskurken Kingpin. Sorg klæder Elektra, og hun forvandler sig til en hævnende furie i læder og latex, men uheldigvis tror hun, at Daredevil har dræbt hendes far, og så bliver der virkelig ballade - faktisk udvikler historien sig mere tragisk end heroisk, og rigtig oplivende bliver den aldrig.

Ben Affleck er pæn og lidt anonym som Daredevil, og som Kingpin er den vældige Michael Clarke Duncan fysisk imponerende - bred som en kampvogn og med en stemme som ekkoet i en katakomb - men nogen grotesk og spektakulær superskurk som Jokeren hos Batman eller The Green Goblin hos Spider-Man er han alligevel ikke. Han er simpelt hen for normal, og selv om irske Colin Farrell skaber sig veloplagt som den sadistiske hitman Bullseye, savner alle figurer i denne film storslået format.

Samtidig er dens kampscener hektiske og konfuse - det virker, som om Mark Steven Johnson har set for meget MTV og hellere skulle have studeret Jackie Chans film eller »The Matrix« - og alt i alt er det svært at blive begejstret for den skiftevis tungsindige og rodedede historie. »Daredevil« har flotte scener og energiske effekter, men den mangler den muntre gnist af originalitet, der gjorde »Spider-Man« så herligt underholdende.