Blindebuk i Hollywood

For meget falde-på-halen-komik og en decideret mislykket slutning trækker ned på Woody Allens »Hollywood Ending«.

Det er selvfølgelig en rimelig håndfast metafor, når den amerikanske auteur Woody Allen i »Hollywood Ending« lader sin hovedperson, filminstruktøren Val Waxman (spillet af Allen selv), blive ramt af psykosomatisk blindhed lige før optagelserne til hans comeback-film skal begynde. For man kan vel næppe forestille sig noget værre for et visuelt orienteret menneske som en filminstruktør end at miste synet?

I de blindes rige er den enøjede konge, men i de enøjedes rige (og sådan ser Allen uden tvivl dét Hollywood-parnas, han gør tykt nar af i denne film!) er den blinde måske i bedste fald en profet, et excentrisk geni, der beundres af de skiftevis leflende og rygstikkende omgivelser for sin mærkelige opførsel og sin besynderlige instruktionsmetode.

Sådan går det da også for Waxman, der ikke tør lade chancen for et hårdt tiltrængt comeback ryge, og faker sig igennem optagelserne af filmen-i-filmen - »Byen der aldrig sover« - med hjælp fra hans agent, en kinesisk oversætter og eks-konen/produceren Ellie (Téa Leoni), der ellers har forladt instruktøren til fordel for den åleglatte direktør for netop det studie, der finansierer filmen.

Præmissen er sjov og giver naturligvis anledning til en endeløs række af pinlige og morsomme situationer, hvor Allen vover sig længere ud i falde-på-halen-komedien end tidligere - på godt og ondt. På godt, fordi blindhedsjoken bliver tornen i øjet på det overfladiske Hollywood-miljø - bl.a. befolket af slikkede George Hamilton i rollen som veg næstkommanderende fra filmstudiet Galaxy - Allen som så ofte før retter satiren imod. På ondt, fordi det netop ind imellem bliver for letkøbt og farceagtigt i forhold til den lune, melankolske og underspillede humor, der er denne instruktørs allerstørste kvalitet.

Inkarnerede Allen-fans som denne anmelder vil bestemt finde nok one-liners, New York-atmosfære og idiosynkratisk charme til at kunne fornøje sig over denne hybrid imellem Hollywood-satire og romantisk komedie (og retfærdiggøre billetprisen!), men desværre er dét ikke nok. »Hollywood Ending« er med sine næsten to timers spilletid mindst 20 minutter for lang til det spinkle plot, og filmens slutning - hvor Waxman både skal nå at forsone sig med sin ellers fraværende søn, genforelske sig i eks-konen og lægge op til en happy ending - er usædvanligt sjusket og sjasket, som om Allen selv har lidt under synsforstyrrelser, da han instruerede og klippede den færdig.