En sommer med opgør

»Laurel Canyon« er som en usleben diamant. Den har ujævne kanter, men lyser til gengæld indefra.

»Det var den sommer, der forandrede mit liv«. Kender vi ikke alle den fornemmelse af, at der er en bestemt tidsperiode i vores liv, der, set i bakspejlet, blev et vendepunkt eller en milepæl for, hvordan vi er endt? En periode, der i hukommelsen bliver omgærdet af en særlig stemning, som er svær at sætte ord på, endsige formidle videre til andre, så de kan mærke betydningen.

Men dét kan den amerikanske instruktør Lisa Cholodenko, for med sin »Laurel Canyon« fortæller hun ikke blot historien om »den sommer«, hvor parret Alex og Sam for alvor mærker, at livet ikke bare er noget, man kan planlægge. Hun indfanger hele den stemning, der omgiver dem, så vi som publikum også fornemmer, hvad denne sommer kommer til at betyde for dem. Og det er faktisk et sværere kunststykke end det ser ud.

I filmen kommer vendepunktet for det pæne, stabile læge-par Alex og Sam, da de skal låne Sams mors hus i den legendariske gade Laurel Canyon i Hollywood Hills i Californien, hvor adskillige rock- og filmstjerner har haft bopæl. Sams mor, Jane, er da også pladeproducer og med sit afslappede forhold til unge elskere og pot, er hun et levende levn fra de glade halvfjerdsere. Til sønnen Sams store fortrydelse og Alex's forførelse. For midt i et ph.d.-studie er et rockband, formiddags-drinks og heftig flirteri med både hun- og hankønsvæsener meget mere spændende.

For dem begge bliver sommeren et opgør med, hvem de er, og hvad de vil, og både Christian Bale og Kate Beckinsale, der også spillede sammen i Hamlet-filmen »Prince of Jutland«, giver gode troværdige præstationer. Men som den funklende stjerne i midten står Frances McDormand (»Fargo« og »The Man Who Wasn't There«), der både afgiver indre skrøbelighed, ydre toughness og charmerende frivolitet.

En stor del af filmens feeling ligger også i musikken, der både er indlejret som en del af handlingen ved det rockband, der indspiller en plade i Janes pladestudie, og som kører på lydsporet. Skuespilleren Alessandro Nivola, der spiller forsangeren Ian, lægger i filmen selv stemme til sangene, der skrevet af Mark Linkous fra »Sparklehorse«. Og som hans band ses »The Folk Implosion«, der også lavede musikken til Larry Clark-filmen »Kids«. Som et ekstra lille kuriosum, er der i »Laurel Canyon« også en jam session, hvor Linkous selv optræder med den legendariske producer og pladeaktuelle Daniel Lanois.

Som helhed er filmen dog ret ujævn og den minder i sin opbygning indimellem mere om et afsnit i en tv-serie, hvilket filmens bratte afslutning især bærer stærkt præg af. Det kan forklares med, at Cholodenko har lavet en del afsnit til serier som »Homocide« og »Six Feet Under«, og at der er forskel på hvordan en historie skal fortælles i de to medier, er hun og »Laurel Canyon« gode beviser på. Det går selve stemningen nu ikke tabt af, og filmen er et varmt bekendtskab, der ansporer en til bare at leve livet denne sommer.