Ulidelig komik

»The Master of Disguise« er ikke til at holde ud.

Når denne films skurk ler sin onde og hoverende latter, kommer han altid til at slå en voldsomt prut. Så er niveauet ligesom lagt.

»The Master of Disguise« er nørden Dana Carveys fortvivlede forsøg på at genoplive en karriere, der stort set har ligget i dvale, siden han for ti år siden spillede sammen med den mere succesrige Mike Myers i »Wayne's World«. Han har selv været med til at skrive manuskriptet til den nye film og ladet den instruere af debutanten Perry Andelin Blake, der hidtil har stået for scenografien i en række af Adam Sandlers film, blandt andet rædsler som »The Waterboy« og »Little Nicky«. Så ved vi ligesom, hvor vi er henne.

I »The Master of Disguise« spiller Dana Carvey den italiensk-amerikanske tjener Pistachio Disguisey, der uden at vide det tilhører en gammel familie af verdensfrelsende forklædningsmestre og får masser af brug for sine nyopdagede evner, da hans forældre bortføres af førnævnte pruttende skurk. Det giver bl.a. Dana Carvey lejlighed til at forklæde sig som skildpadde og kolort samt levere en parodi på Al Pacino, hvad han gør så præcist, at det skaffer filmen en enkelt stjerne.

Resten er rærligt.Den spænder fra det ulækre til det ulidelige, og man ville så gerne grine, men må i stedet hvine af pine.