Lykken findes i Valby

Birthe Neumanns præstation i Morten Arnfreds »Lykkevej« er på niveau med Nicole Kidman m.fl. i »The Hours«. »Lykkevej« er dog ikke stor filmkunst, men en varm og vedkommende historie.

Så enkelt kan det gøres, og så vellykket kan det blive.

»Lykkevej« er ikke en film gnistrende af åndfuld originalitet eller stilistisk dristighed. Der er ingen slow-motion, flash-backs eller andre former for tekniske tricks i den. Der er heller ingen dunkle symboler eller æggende flertydigheder. Til gengæld er der en jordnær og ligefrem historie, som enhver uden besvær kan forstå, og som slet ikke har brug for smarte falbelader, fordi den i stedet lever i kraft af sin psykologiske troværdighed og følesesmæssige genkendelighed.

Med et godt gammelt dansk ord er det derfor en husvalelse at se Morten Arnfreds ukrukkede beretning om den midaldrende overklassefrue Sara, der meget brat og mod sin vilje bliver skilt, da ægtemanden har ladet sig besnære af en yngre kvinde. Udadtil tager Sara separationen med imponerende fatning (selv om hun i smug kaster op i en skraldespand), for hun nægter at lade sig knække og går målbevidst i gang med at skabe sig en ny tilværelse - fra luksusvillaen flytter hun til et lille hus i Valby, og hun forsøger at finde et job, hvad der naturligvis ikke er nemt, når man har været væk fra arbejdsmarkedet siden 1970erne.

Men Sara giver ikke op. Hun gør rent på et hotel, hun går i lag med at tage kørekort, og imens bliver hun både med og mod sin vilje involveret i livet på villavejen, hvor alle ser skævt til Saras nabo Robert, for han er en sær og sur énspænder med rod i haven og larm i nattetimerne.

Det har sine gode - dvs. sørgelige - grunde, opdager Sara, da hun langsomt lærer den utilnærmelige Robert bedre at kende og samtidig kan følge, hvordan ægteskabet knager voldsomt hos de geskæftige genboer Sus og Bo. Selv er Sara imødekommende uden at være påtrængende, i al stilfærdighed er hun en heroisk figur fyldt med omsorg, og da ægtemanden erkender, at han har kvajet sig og gerne vil have Sara tilbage, er spørgsmålet, om ikke livet i Valby er et mere værdigt valg.

»Lykkevej« indlægger sig uvisnelig hæder alene derved, at den - underligt nok! - er den første spillefilm med en regulær hovedrolle til den prægtige Birthe Neumann, der i tidens løb med uselvisk loyalitet har forgyldt så mange biroller. Som Sara skaber hun flot en figur, der påkalder sig respekt i stedet for medlidenhed, og selv om Birthe Neumann har en slags speciale i at udtrykke nervøs høflighed, spænder hun ubesværet fra det vittige til det benhårde og rammer aldrig en falsk tone i sit suverænt kontrollerede spil.

Her er tale om en præstation på niveau med dem, som Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep yder i »The Hours« - Birthe Neumann formår at formulere følelser alene ved den måde, som hun går på - og de øvrige medvirkende spiller glimrende op til denne fornemme indsats, blandt andre Jesper Lohmann som den indesluttede Robert, Ditte Gråbøl som den emsige salsafan Sus og ikke mindst den ekstremt velspillende Asger Reher som den tolerante tøffelhelt Bo.

Dialogen er vel ikke på niveau med de gnistrende replikker i Kim Fupz Aakesons manuskripter, men mindre kan også gøre det, og cheffotografen Dirk Brüel dyrker som vanligt lysets nuancer med kærlig virtuositet i en stil, som er attraktiv uden prangende at gøre opmærksom på sig selv, for det ville slet ikke være i denne prunkløse fortællings ånd.

På alle måder vil »Lykkevej« hellere underspille end overspille. Det er en tiltalende kvalitet ved filmen, at der ikke råbes, hulkes og forbandes i de afgørende konfrontationer, og med nænsom hengivenhed samt rolig sans for humor bringer Morten Arnfred nutidens danske hverdag til ære og værdighed ved at vise os, at en årvågen og engageret kunstner kan finde vedkommende menneskelige konflikter overalt, også på en søvnig villavej ved Vigerslev Allé.

En decideret komedie er »Lykkevej« ikke, snarere humoristisk farvet psykologisk realisme med strejf af satire, og den giver sig ikke ud for at være banebrydende filmkunst. Men den hensætter sin tilskuer i et varmt og venligt humør, for med sin generøse skildring af modne menneskers mulighed for at forny sig er den en optimistisk hyldest til en tapper kvinde, som Birthe Neumann gør usædvanlig elskværdig. I betydningen elsk-værdig.