Plat komedie

»Stealing Harvard« er ikke værd at ofre en sommeraften på.

Nogle kender måske komikeren Tom Green for hans groteske, usmagelige og bevidst provokerende show på MTV, hvor han kan være ganske sjov i stærkt begrænsede doser med sin rolle som stupid, småpervers nørd.

Værre er det, når Green - som i Bruce McCullouchs »Stealing Harvard« - får en bærende hovedrolle og fylder alt for meget på det store lærred; det rækker hans excentriske talent slet ikke til at fylde ud. Bedre bliver det ikke af, at denne blanding af romantisk og gross-out komedie overhovedet ikke hænger sammen.

Jason Lee spiller den sympatiske og reelle John Plummer, der sammen med den skøre, kiksede ven Duff (Green) sætter gang i en stribe vanvittige kriminelle planer for at skaffe 30.000 dollars til at betale en del af Johns niece Noreens ophold på det prestigiøse Harvard Universitet. Problemet er nemlig, at de 30.000 dollars, John allerede har sparet op sammen med kæresten Elaine (Leslie Mann) skal gå til at købe deres drømmehus og betale for deres bryllup.

Denne anmelder grinede ikke én eneste gang undervejs igennem denne rodede, kaotiske og platte komedie, som det absolut ikke er værd at bruge en lun sommeraften i biografen på.