Poetisk selskab med et umage par

Smukke stemninger og stærkt skuespil i »Manden fra toget«, Patrice Lecontes bedste film i årevis.

Patrice Leconte er (heldigvis) en af de alt for få franske instruktører, der næsten altid får sine film op i de danske biografer, hvor vi tidligere har kunnet se titler som »Tandem«, »Monsieur Hire«, »Frisøsens mand«, »Pigen på broen« og »Enken fra Saint-Pierre«.

Lecontes film spænder fra melankolske outsider-portrætter over komedier og historiske periodedramaer til det psykologiske gys, men bevarer næsten altid hans egen særegne tone i forhold til andre franske film fra dén instruktørgeneration, der fulgte efter nybølge-mestrene.

Derfor er det en udsøgt fornøjelse at se »Manden fra toget«, hvor flere af hans tilbagevendende temaer blandes sammen med postmoderne stiltræk og magisk realisme á la »Pigen på broen« i et både intenst, humoristisk og stemningsladet fransk noir-kammerstykke, der bare giver én lyst til lade skægget gro, flytte til Paris og sidde på en café dagen lang med Pernod i glasset og Gauloise i kæften...

Titlens mand fra toget, den hårdkogte, migræneplagede Milan, ankommer som den arketypiske fremmede i en western-film - til tonerne af sprød, Ry Cooder-agtig slide-guitar! - til en stille, mennesketom provinsby, hvor han tilfældigt møder en nydelig, omend tydeligvis lettere excentrisk ældre herre, den tidligere gymnasielærer Manesquier. Da det lokale hotel er lukket, får Milan lov til at bo hjemme i dén forfaldne pragtvilla, Manesquier har arvet fra moren og ladet stå urørt hen siden hendes død 15 år tidligere.

Hvor Milan er en kriminel enspænder, der har levet et rodløst, omkringflakkende liv, er Manesquier en forsigtig borgermand, fanget i minderne om et kedeligt, stillestående liv. Igennem de dage, hvor de er sammen, udvikler et venskab sig alligevel imellem det umage makkerpar, der spejler deres drømme i hinanden. Milan længes efter ro og tryghed, mens Manesquier omvendt fantaserer om vilde eventyr ude i verden, og tre dage efter deres på mange måder skæbnesvangre møde, kommer de da også begge til at opleve noget, der vender op og ned på deres liv - uden at detaljerne om den smukt magiske og poetiske slutning skal røbes.

Det franske rock'n'roll-ikon Johnny Hallyday (eller Djoni Allidai, som de kalder ham dernede!) er perfekt som gangsteren med det coole blik, det desillusionerede fjæs og den muskuløst hærgede krop, og Jean Rochefort fra »Frisøsens mand« (som der citeres muntert fra i en frisørsalon-scene) er helt igennem pragtfuld som den lærde, sippede pensionist, der inspireret af den nye ven pludselig begynder at slå sig løs. Og så er »Manden fra toget« Lecontes bedste film i årevis, simpelthen et must for alle frankofile cineaster, selvom der er nok så varmt uden for biografen!