Eksplosivt stof til eftertanke og diskussion

Den originale palæstinensiske film »Guddommelig indgriben« (»Yadon Ilaheyya«)er vittig, flertydig og tankevækkende.

I filmens første scene jagter unge fyre en skræmt julemand op ad en solsvedet mellemøstlig bakke, og hermed får tilskueren omgående sin opmærksomhed skærpet og nysgerrighed pirret. Hvad sker der dog?

Det får man intet klart svar på, for Elia Suleimans palæstinensiske film »Guddommelig indgriben« formulerer sig helst i antydninger og symboler. Den er en slags underspillet, lettere surrealistisk komedie, som kan få én til at mindes Jacques Tati eller tænke på Roy Anderssons svenske film »Sange fra anden sal«, men under sin anarkistiske humor har den en dyster bund af frustration og vrede, og den rummer et par voldsomme fantasiscener, som tilsyneladende opfordrer til væbnet kamp mod israelerne. Altså en kontroversiel film, men også et kunstnerisk originalt værk, som bl.a. er blevet belønnet med både Prix de Jury og FIPRESCI-prisen på sidste års festival i Cannes. Størsteparten af »Guddommelig indgriben« foregår i den nordisraelske - overvejende arabisk beboede - by Nazaret og skildrer i en mosaik af ironiske, tragikomiske og ofte replikløse scener banale daglige trakasserier og nabostridigheder. Luften er tung af irritation, og ingen smiler nogensinde, selv om mange af scenerne vibrerer af underfundig humor.

Så træder Elia Suleiman selv ind på scenen i en tavs og tungsindig rolle som en instruktør (sig selv?), der kun kan mødes med sin elskede ved et israelsk checkpoint, fordi de bor i henholdsvis Nazaret og Jerusalem. Adskillelsen er smertelig, og en pinefuldt realistisk scene, hvor en aggressiv israelsk soldat groft chikanerer palæstinensiske bilister ved checkpointet, gør stærkere indtryk end et provokerende, bevidst kulørt drømmeoptrin med en tilsløret kvindelig palæstinensers ninja-inspirerede nedkæmpelse af en håndfuld skydegale israelske soldater.

Altså demagogisk politisk propaganda? Ikke ubetinget, for Elia Suleimans satiriske skildring af araberne er langtfra ukritisk heller, og da en rød ballon med et billede af Yasser Arafat driver hen over Jerusalem med kurs mod Tempelbjerget og lejrer sig ved Klippehelligdommens kuppel, er symbolikken tvetydig, for tegningen af Arafat er heftigt karikerende.

Altså er »Guddommelig indgriben« åben for flere fortolkninger, og med sit dvælende tempo og fravær af gængs handling er den en kuriøs særling af en film, ydmyg i det ydre format, men fyldt med eksplosivt stof til eftertanke og diskussion. Det tjener den til ære, at den samtidig er morsom, men at den i sin kerne handler om et undertrykt folks vanskelige situation, kan der ikke herske tvivl om - og når dens allersidste billede viser en keddel, som er tæt på at koge over, er symbolikken ikke det mindste flertydig.