Plagede pirater

Film: »Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse« Selv om alle sejl er sat til er »Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse« en sørøverisk skuffelse. Actionscenerne kan tælles på en hånd, helten er en parodi og inde bag pragtudstyret gemmer sig en historie, der er fuldstændig sjælløs.

Med solbrændte sørøvere i hvide, blafrende skjorter, smukke kvinder, onde skurke og drabelige fægtekampe skulle man tro, at piratfilm er noget af det nemmeste at lave, for få genrer har så mange faste klicheer. Klicheer, som Hollywood gennem tiderne ovenikøbet selv har været med til at fabrikere.

Men selv om ingredienserne til en hæsblæsende historie, der nok kan underholde en time eller to, er der, viser et kig ned i filmhistorien, at gode piratfilm ikke hænger på træerne og i virkeligheden er der måske kun lavet to virkelig vellykkede, den Robin Hood-agtige »Captain Blood« fra 1935 med Errol Flynn og den komedie-agtige "Den røde pirat" fra 1952 med Burt Lancaster.

Begge film har da også tydeligvis haft indflydelse på »Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse«, men sørøverfilmen anno 2003 når desværre ikke sine forgængere til kabysloftet. Først og fremmest fordi den ikke tager sig selv alvorligt. Eller måske rettere: fordi den er bange for at publikum i dag ikke kan tage pirater alvorligt og som et forbehold derfor har sat sig mellem et hav af stole.

I centrum for det hele står sørøverkaptajnen Jack Sparrow (Johnny Depp), der kun har ét mål. Han vil have sit skib, Black Pearl, som er blevet stjålet fra ham af hans tidligere styrmand, Barbossa (Geoffrey Rush) tilbage. Også selv om der går rygter om at skibet og dets besætning er forbandede som hvileløse - og udødelige - genfærd. En ideel tilstand for en sørøver, skulle man tro, men nej, disse pirater er plagede og på jagt efter at ophæve forbandelsen. Hertil skal de bruge blod fra Turner-slægten og de kidnapper fejlagtigt guvernør-datteren Elizabeth Swann (Keira Knightley, der havde sin debut i »Bend It Like Beckham«) i den tro, at hun har hvad de skal bruge. Heldigvis for piraterne er en ægte Turner, smeden Will (Orlando Bloom), der er hemmeligt forelsket i sin barndomsveninde, taget ud for at redde hende og i den misssion har han allieret sig med Jack Sparrow.

Som man måske kan fornemme er det et misk-mask af spøgelseshistorie, romantisk komedie og action og alt det ville have været fint, hvis folkene bag bare havde husket det vigtigste: At sørøverkaptajnen skal stå i agterstavnen. Han er superhelten i blondeskjorte, der inde bag de glimtende guldtænder og den oppurtunistiske facade har et hjerte, der banker for frihed og de fattige. Og i den henseende virker valget af Johnny Depp som Sparrow som et æstetisk godt valg, lige bortset fra, at Depp - typisk for ham, men desværre for filmen - vanen tro har valgt at gøre sin sørøverkaptajn til en anti-helt. Med lag af sort øjenmake-up, sløret tale, excentrisk løse håndled og kilovis af ironi leverer han en parodi på en sørøver, der ville have været interessant og morsom, hvis den have passet ind i filmens øvrige koncept. Men som i stedet bevirker, at filmen er uden en egentlig kaptajn ved roret. Måske af samme grund har hverken Depp eller Bloom gennemslagskraft og selv om det virker som et scoop at have dem begge med, er der desværre for det kvindelige publikum ingen grund til at medbringe lommetørklæder til savlende mundvige.

Det mest interessante ved »Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse« er at den bliver slået op som »En Jerry Bruckheimer produktion«. Med undtagelse af Steven Spielberg er det sjældent nu om dage at producenter er større end filmens instruktør (i dette tilfælde den ret ukendte Gore Verbinski, der lavede den amerikanske version af den japanske gyser, »The Ring«), men det siger noget om hvor magtfuld Bruckheimer er ved at blive. Manden med en psykologi-grad fra Arizona Universitet og mottoet: "Vi er i transport-branchen. Vi transporterer publikum fra et sted til et andet" har gjort megaproduktioner som "Pearl Harbor" og "Armageddon" til sit varemærke. Og med film som "Beverly Hills Cop", "Con Air", "Bad Boys" og en tv-serie som "C.S.I.: Crime Scene Investigation" er der ingen tvivl om hans kommercielle sans. Desværre lugter mange af hans film lige præcis for meget af penge og for lidt af en indre nødvendighed og de bliver ligesom "Pirates of the caribbean: Den sorte forbandelse" ganske vist flagskibe i en imponerende karriere, men sjælløse, luftige flagskibe, der efter to timer og 24 minutters underholdning driver formålsløst omkring.