Makaber mosaik

Stephen Frears' »Dirty Pretty Things« er meningsfuld underholdning fra Londons bagside.

At afgive en nyre i bytte for et pas lyder ikke som en attraktiv handel. Men hvis man er illegal immigrant, temmelig desperat og udstyret med to nyrer og intet pas, begynder man måske alligevel at overveje den.

Ulovlig handel med menneskelige organer danner en del af baggrunden for den både skrappe og kærlige historie, som Stephen Frears fortæller i »Dirty Pretty Things«. Den foregår så at sige på Londons bagside, hvor turisterne ikke kommer - i anonyme kvarterer, hvor de mennesker, som diskret betjener bemeldte turister på hoteller og restauranter, lever deres ydmyge tilværelse og måske slet ikke har lov til at være, fordi de har sneget sig ind i landet.

Sådan et menneske er nigerianeren Okwe, der er uddannet læge, men nu ernærer sig dels som taxichauffør, dels som natportier på The Baltic Hotel - han arbejder i døgndrift og må konstant indtage stimulerende midler bare for at holde sig vågen. I al ærbarhed deler denne høflige og hensynsfulde mand lejlighed med den kønne tyrkiske kvinde Senay, der også er ulovlig indvandrer, og handlingen sættes i gang med et dramatisk ryk, da Okwe finder et menneskehjerte i et tilstoppet toilet på et af hotellets værelser.

Det er jo ikke så lidt makabert, og den uberegnelige Stephen Frears holder i hele »Dirty Pretty Things« en nervepirrende balance mellem det morbide, det humoristiske og det socialrealistisk engagerede. Mere som en mosaik end som en lineær historie handler filmen om mennesker, der officielt ikke eksisterer og derfor er uden rettigheder og nemme at udnytte, og her skildres da også grove ydmygelser i et ondt univers gennemsyret af grådighed, kynisme og liderlighed.

Alligevel er dette i sidste ende en optimistisk film, for Okwe er en hædersmand, som trods alle nedværdigelser bevarer sin anstændighed. Han spilles meget fint med dæmpet værdighed af Chiwetel Ejiofor, farverigt suppleret af et internationalt ensemble med navne som spansk-franske Sergi Lopez, kroatisk-danske Zlatko Buric samt i særklasse franske Audrey Tautou, der fortryllede os alle i Jean-Pierre Jeunets »Den fabelagtige Amélie fra Montmartre«, og som her giver den skrøbelige og forsagte Senay et skjult reservoir af ukuelig livsvilje.

»Dirty Pretty Things« bliver hen mod slutningen lovlig konstrueret og taber dermed lidt troværdighed. Men den er en livfuld og miljøsikker film præget af vigtige moralske spørgsmål og indignation over indvandrernes usle lod parret med sund sarkasme. Efter en omskiftelig karriere er Stephen Frears vendt tilbage til det territorium, hvor han befandt sig i tidlige film som »Mit smukke vaskeri« og »Sammy og Rosie gør det«, og i de omgivelser er han en veloplagt kunstner, som på én gang ironisk og humanistisk leverer meningsfuld underholdning af gedigen kvalitet.