Her lades alt håb ude

Kunst: Jørgen Haugen SørensenTrods de kropumulige udstillingsforhold på Statens Museum for Kunst har Jørgen Haugen Sørensen skabt en vital men dybt deprimerende udstilling.

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Statens Museum for Kunst skal snart have en ny direktør, og her skal vedkommende få et ganske gratis råd:

Nemlig at finde en anden anvendelse for den såkaldte skulpturgade; det er det provinsstrøg der ligger hvor den gamle og den nye bygning mødes. For til udstilling af kunst er den absolut ikke velegnet. Der er for højt til loftet, for mange modsatrettede bevægelser og forskelligartede arkitektoniske signaler. Rummet er for stort, for uoverskueligt og for visuelt støjende. Skulpturerne får ikke ro. De kommer ikke til deres ret. Det er i hvert fald ikke lykkedes endnu, og det er trods alt nogle år siden, nationalgalleriet genåbnede efter sin udvidelse.

Og så er Jørgen Haugen Sørensen, der er Årets Billedhugger på Kunstmuseet, endda en kunstner med en rå og fortættet kraft i sine intense værker og en tematik og motivkreds der både er morbid og pågående. Forhåbentlig finder vi aldrig ud af, hvordan en skulptør med mere sarte og afdæmpede virkemidler ville klare rummet for - som nævnt - burde det anvendes til helt andre formål.

Rå og bløde former

Jørgen Haugen Sørensen (født 1934) har gennem adskillige år foldet et stort skulpturelt værk ud.

Som man vil kunne se mange steder i det offentlige rum - eksempelvis på Sankt Hans Torv, ved muren til kirkegården på den nærliggende Nørrebrogade, foran København Universitet på Amager og en del steder i Herning - har hans skulpturer haft en overvejende abstrakt karakter. Hist og her kan man synes, man genkender et fragment af virkeligheden, men i overvejende grad har det drejet sig om undersøgelser af formers møde. Der har reglen været en udtalt brutalitet til stede i kunstnerens skulpturer. De er absolut ikke venlige, slet ikke facile. Sten bliver gennemboret eller overskåret, men de rummer iblandt også en elegant balance. Rå former møder bløde osv.

For nogle år siden skete der imidlertid en forandring i Jørgen Haugen Sørensens værker. Et opbrud. Det var, som om han genopdagede glæden ved arbejdet med leret, og det er blevet til et formmæssigt lykkeligt møde, hvor kunstneren er blevet forløst og samtidig er begyndt at springe op og falde ned på den modernistiske tradition for at nedvurdere figurationen i forhold til mere formelle formmæsige undersøgelser. Han er også blevet træt af god smag. Arbejderne fra se senere år kan være ret vulgære og sjofle. Såvel i motiv som i dristigheden i omgangen med farven og sammensætningen af materialer.

For Jørgen Haugen Sørensen har arbejdet med skulpturen altid været et eksistentielt anliggende. Nok har mange af hans mere karakteristiske værker deciderede dekorative kvaliteter - Haugen Sørensen er en kunstner der arbejder disciplineret og erfarent med stoffet - men værkerne har også handlet om noget. Noget alvorligt. Menneskers møde uden at sød musik nødvendigvis er opstået af dén grund. Psykologiske tilstande. Konflikter. Men med sine nyere værker - den kreds af skulpturer Kunstmuseet viser - er Haugen Sørensen blevet langt mere direkte, pågående og illustrativ. Som om at nu haster det med at understrege pointerne.

Det eksistentielle gruindvilkår

Verden anskues som en slagtehal og tilværelsen som et hundeslagsmål.

På udstillingen møder man eksempelvis en større skulpturgruppe bestående af hunde der gør det, køtere nu gør. Slås og kopulerer i blodige og voldtægtslignende scener eller ligger livløse hen. Vi er de døde, vi er de dømte. Skeletter og fede mænd er gentagne figurer. Undertiden ligner mændene svin, der ligger apatiske hen med blottede kønsorganer. Det forvredne og det sønderrevne er sammen med dette uhyggelige og helt ustyrlige raseri, der er mellem mennesker, blandt de oftest gentagne figurer på udstillingen.

Til andre tider får man associationer til lig på lit de parade, og der er lidende mennesker i hobetal ventende på deres dom som i billeder af Svend Wiig Hansen. En anden kunstner, man kommer til at tænke på, er Knud Nellemose, der skabte en række skulpturer til minde om nazismen og besættelsen, hvor ikke mindst gribende er hans gengivelse - i skulpturen »Erindring« - af en fuldstændig udmarvet koncentrationslejrfange, der under store anstrengelser forsøger at hæve den forpinte, udsultede og mishandlede krop en sidste gang, inden han falder sammen som en bunke knogler og hud.

Det er faktisk frygteligt deprimerende - lidt ligesom at se på verden hvor mennesker uafladeligt bliver mishandlet og slået ihjel. Eksempelvis af repræsentanter for de religioner og andre ideologier der aldrig bliver træt af at tale om mennesket før, under og efter myrderierne.

I Haugen Sørensens nyere værker lades alt håb ude. Det er en erfaren mand, der taler, og han ved, hvor lidt menneskeliv er værd rundt om i verden. Men egentlig rettes vreden ikke mod det ene eller det andet samfundssystem. Lidelsen og smerten og angsten synes at være et eksistentielt grundvilkår. Sådan er det bare. Det er vores skæbne. Og det er det mest forfærdelige af det hele.


document.write("");

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion