Nøgne sandheder

Lucian Freud modellerer som en anden plastikkirurg huden og kroppen på sine billeder på Louisiana. Resultatet er ikke smigrende, men det er fremragende.

Lucian Freud maler realistisk. Man kan se, hvad hans billeder forestiller. Motiverne på Louisianas udstilling er i alt overvejende grad mennesker. De kan være i helfigur, og så er de ofte afklædte, eller det kan være portrætter af ansigter, og de er absolut ikke tilslørede. Under alle omstændigheder kan man konstatere, at det er huden, der er et af malerens hovedanliggender.

Når kunstnere portrætterer deres medmennesker, bruger man undertiden vendingen, at han eller hun virkelig kommer ind under huden, og dermed mener man noget i retning af, at det er lykkedes at fortælle noget væsentligt om vedkommendes sjæl og psyke. Det gør Lucian Freud formodentlig også. Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Vi kender dem ikke. For os er hans modeller blot typer, hvis personlige historier vi kan fundere over. Det virker som om, Freud interesserer sig mere for deres kød end for deres karakter, og det mest fascinerende er at se, hvordan han arbejder med på det nærmeste at modellere huden, så man fornemmer, at den består af flere lag og kan have en mere eller mindre fin eller læderet karakter. Som nævnt: Lucian Freud maler realistisk. Han gengiver ikke sine indtryk, som modellen måske ville ønske, at han så hende, eller som man måske selv tror, man ser ud. Freud er pinligt opmærksom på hudens små uregelmæssigheder og misfarvninger, og på hvordan et ansigt og en krop kan bære præg af ælde og levet liv – og flere af portrætterne vil minde om meget nøgterne stunder foran spejlet med løfter om at skære ned på både det ene og det andet. Og hist og her ser man også den ventende død i ansigterne.

Alt er malet på ny

Om noget bærer billederne præg af at være gennemarbejdede. Flere af dem er blevet til over meget lang tid, og der går vilde historier om, hvor krævende Freud er over for sine modeller. Gennemgående er de placeret i tomme billedrum eller for de større arbejders vedkommende måske på en slidt briks eller en gammel seng, men skønt det er nøgne kvinder, der ligger på madrasserne – og han formodentlig også har stået i forhold til nogle af dem – er det mildest talt ikke kødets lyst, der kendetegner scenerierne. På samme måde som de få, lidt tørre naturbilleder på udstillingen forestillende blomster, planter og træer mere bærer præg af forfald end frodighed, er personerne malet, som om de er lidt i opløsning. Både kropsligt, men især mentalt. De er gengivet som hensunkne i egne tanker, eller mens de hviler sig. Blikket er ikke nærværende, de er som et andet sted, og man griber sig i at spekulere på, hvad de mon tænker på?

I det hele taget har billederne en inciterende karakter af søndags eftermiddage og tykke aviser, sandwich på britiske museers cafeteriaer og lange ture i Londons parker, kultiveret konversation om teatrets krise og romanens død. Ikke maleriets selvfølgelig. Det er netop en udstilling, der demonstrerer, at selv om alt er malet før, kan det gøres igen på en ny og mesterlig måde.

Flere portrætter

Louisiana og andre museer kritiseres undertiden for ikke at være spektakulære nok i deres udstillingspolitik, ikke nok interesseret i det nyeste og det yngste og det mest hippe. Det er vel rigtigt, at en udstilling med 70-80 værker af Lucian Freud ikke ændrer ens syn på kunsten, men trække tæppet væk under en kan billederne nok, ligesom de kan gøre en klogere på såvel maleriet som det at være menneske. Det er i øvrigt interessant at se Lucian Freud samtidig med museets udstilling af billeder taget af Richard Avadon, for også hans portrætter er i reglen mere afslørende end forskønnende. Ud over de to store portrætkunstnere viser Louisiana også nye energiske malerier af Tal R og den tænksomme arkitekturudstilling »Cecil Balmond – Den skjulte orden«, der er forlænget til den 11. november. Og så er der i anledning af hundredåret for Henry Heerups fødsel en mindre særophængning, og det er en rigtig fin idé, for Heerup var en af de store danske kunstnere i det 20. århundrede, og museet har sin indtagende skulpturhave med hans små væsner i sten. Min sjæl – hvor meget vil du mere?