Kunst og druk

Ed Harris debuterer solidt som instruktør og yder en stærk præstation som nyskabende og selvdestruktiv kunstner i »Pollock«.

Ved et tilfælde drypper lidt maling fra Jackson Pollocks pensel ned på gulvet og danner et mønster. Han studerer det, bliver eftertænksom og får en idé. En revolution i moderne malerkunst er født.

For det var jo den såkaldte drip painting, der i 1947 for alvor gav Jackson Pollock et gennembrud, gjorde ham til den førende repræsentant for abstrakt ekspressionisme i USA og resulterede i malerier, som i dag hænger på førende kunstmuseer og omgående fanger blikket med deres sindrige mylder af bugtede og slyngede former.

Hvordan disse banebrydende billeder blev skabt, kan man studere i Ed Harris' fine biografiske film »Pollock«, for modsat stort set alle tidligere film om markante malere - Vincente Minnellis »Lust for Life«, Henning Carlsens »Oviri«, Robert Altmans »Vincent og Theo«, Maurice Pialats »Van Gogh«, John Mayburys »Love is the Devil« etc. - rummer »Pollock« scener, som overbevisende lader os se kunstneren i arbejde.

Jackson Pollocks særlige teknik gør disse scener spektakulære, fordi han i stedet for pænt at bruge en pensel drypper og kyler malingen ud over store lærreder lagt på gulvet i en heftig proces, der også kaldes action painting, og som umiddelbart virker præget af total tilfældighed, hvad de færdige billeders elegante struktur dog kraftigt dementerer.

Mens den kæderygende macho-maler med en fængslende blanding af demonstrativ selvbevidsthed og nagende usikkerhed revolutionerer malerkunsten i sin storhedstid fra 1947 til 1951, slider han destruktivt sig selv, sit talent og sit ægteskab med den grænseløst loyale kollega Lee Krasner op. For vildmanden Pollock er alkoholiker, og filmen skildrer hjerteskærende, hvordan han efter to års tørlagt kreativitet tager et brag af et tilbagefald, der fører direkte frem til hans tidlige død som spritbilist på Long Island i 1956.

Historien begynder i 1941, da maleren endnu er ukendt og lovende i New York, og som så mange biografiske film rummer »Pollock« den dramaturgiske svaghed, at den må foretage en række ret bratte spring i tiden for at kunne dække over en længere årrække. Men Ed Harris er fremragende som den enten introvert rugende eller beruset larmende Jackson Pollock - og ligner ham fra naturens hånd rent fysisk - stærkt suppleret af den med god grund Oscar-belønnede Marcia Gay Harden som den hårdt prøvede (men langtfra svage eller viljeløse) Lee Krasner, ligesom Amy Madigan tegner et skarpt og ikke udpræget flatterende portræt af den stenrige kunstsamler Peggy Guggenheim.

Som debuterende instruktør har Ed Harris skabt »Pollock« con amore, det vil sige uden kommercielle kompromiser og funderet i en skarpt observerende neutralitet, der hverken glorificerer eller moraliserer. Det er sobert og solidt samt præget af en lidt tør saglighed, der ikke kan kaldes virkelig original eller inspireret, men som til gengæld holder filmen fri for det melodramatiske og den klichéfyldte kunstnerromantik.

Med sin nøgterne skildring af betagende billedkunst og omtåget menneskelig tragedie er »Pollock« ukrukket, troværdig og afgjort værd at se.