Brandmandens bebop

Det jazzede soundtrack og de levende musikscener fungerer bedst i Dariusz Steiness' ellers ujævne debut »Charlie Butterfly«.

Ingen kan beskylde den unge, dansk-polske instruktør Dariusz Steiness for at satse på det sikre med spillefilmsdebuten »Charlie Butterfly«, der modigt lægger sig langt fra tidens brede felt af helgarderede, danske folke-filmsucceser. Fedt at der også er nogen i dansk film (ud over von Trier), der tør være prætentiøse og mærkelige!

For godt nok er Klaus Rifbjerg (medforfatter), Baard Owe (i titelrollen), Carsten Dahl (komponist til det storswingende soundtrack) og Zentropa (som producent) inde over, men ellers er dette et vaskeægte undergrundsprojekt - af en dansk spillefilm at være. Hvilket måske er en af forklaringerne på, at filmen har været syltet længe og kun får premiere i en håndfuld danske biografer.

Oplægget er dramatisk og tragisk: Den grænsepsykopatiske macho-brandmajor Hans (Owe i endnu en excentrisk rolle) ser i løbet af katastrofalt kort tid sit liv gå op i røg, da sønnen afbryder forbindelsen, konen dør ved et biluheld, og han selv mister synet ved en arbejdsulykke. Indtil da har vi bare desværre ikke fået synderlig sympati for en mand, der smider sin følsomme, alkoholiserede søn Jesper (rocksangeren Allan Vegenfeldt) på porten, tyranniserer sin søde kone og sine tålmodige arbejdskolleger, og generelt opfører sig som et dumt svin.

Problemet med denne film er bl.a., at Hans bliver ved med at være et dumt svin, også efter at han har mistet alt, er blevet blind og begynder at drikke og ryge opium. Man kan måske forstå, at Jesper tager ham til nåde - for at optræde sammen med ham i en lumsk lounge-duo (med far på piano og søn på sang) - men at hans flegmatiske, evigt avislæsende efterfølger på brandstationen finder sig i forgængerens fortsatte terror eller at den smukke, unge servitrice Tess fra stamcaféen ligefrem indleder et forhold med galningen virker direkte bizart. Så er man mere på bølgelængde med dén hotelejer (spillet af Zentropa-producer Ib Tardini), der giver Jazz-Hans et ordentligt møgfald, for det sidder man konstant selv og har lyst til!

En vis følsomhed forløses i bedste fald igennem Hans' nye identitet som den solbrillebærende, sommerfuglespisende jazzhipster »Charlie Butterfly«, men den skal altså måles i milimeter...

Stilistisk rod

Fred være med en gennemgående usympatisk hovedrollefigur - det er sådan set frækt gået som fortællemæssigt eksperiment. Men når filmen samtidig (miljø- og stilmæssigt) har svært ved at finde ud af, om den vil være en cool noir-pastiche med opiumshuler, storbyforfald og hårde mænd i bløde hatte, en postmodernistisk »Hærværk« i teateragtige 50er-kulisser eller en østeuropæisk klingende, Kafka-inspireret allegori over tilværelsens absurditet, bliver det efterhånden dybt kritisk.

Helt galt går det i en helkikset boksescene (med Hans-Henrik Palm og Jørgen »Gamle« Hansen) med folkekomedie-kommentar og i de mest forcerede forsøg på at skildre brandmajorens nye, kreative personlighed - f.eks. når Ray Charles-klonen pludselig i en af slutscenerne vender sig imod den kronisk lidende Tess på hendes bar og muntert udbryder: »Jeg har en idé - vi starter en bogcafé!«.

Vegenfeldt blegner, håbløst ladt i stikken med få, banale replikker overfor den rablende karmadynamo Owe, men træder til gengæld flot i karakter som melankolsk jazzsanger i filmens bedste scener: Dem, hvor musikken spiller. For Carsten Dahls hypnotiske lounge jazz-lydspor er suverænt filmens bedste element, og i live-scenerne på forskellige natklubber lykkes det faktisk for »Charlie Butterfly« at komme tæt på sin egen, fascinerende originale tone.

Måske var det denne historie - om en far/søn-jazzduos komplicerede forhold, skildret igennem musikken og on the road-oplevelserne - Steiness skulle have koncentreret sig om. Og måske skulle han have lavet den som en kompakt, atmosfæremættet noir-novellefilm i stedet for som en mystisk, eksistentialistisk spillefilm, der gradvist går op i limningen i løbet af 100 lange og forvirrende minutter.

Carsten Dahls soundtrack er udsendt på CD af Sundance Music i april.