Fyrskib og flagskib

»Fyrskibet« i Nyhavn er under sin ny besætning solidt fortøjret i Danmark med tilhørende traditioner, men samtidig i kontakt med verdenshavene. Og har lige sikkert udkig i alle retninger.

det gamle fyrskib, der har lagt til kaj i den yderste ende af Nyhavns solside, burde være en selvskreven succes. Ikke desto mindre har det ført en temmelig omskiftelig tilværelse i de senere år.

Da vi her i sektionen for et par år siden spiste os igennem samtlige regulære restauranter i Nyhavn - lige fra det eksemplariske til det afskyelige - var fyrskibet således slet ikke i brug. Sidste år lagde det køl under en ret uprætentiøs operation i café-lejet, men først fra denne sæson er det blevet til seriøs restaurant igen.

Den nybagte skibsreder er Nils Thyge, der har en fortid som vintjener og restaurantchef på en række af byens ypperste spisesteder, fra den Michelin-tostjernede »Kommandanten« og nedefter. Men udover den ulasteligt professionelle afvikling af måltidet, hovedsagelig ved rederen selv, er det nu ikke noget man umiddelbart mærker så forfærdelig meget til.

Sådan at forstå, at man her er meget langt fra alt hvad der hedder avanceret luksuskøkken, store vinlister og høj næseføring i øvrigt.

Her er, udover smørrebrød og sandwich til frokost, til aften tale om dels ærkedansk, dels let sydeuropæisk mad i den meget fornuftige ende af prisskalaen, samt et lille men tæt vinudvalg med en del glasvis muligheder.

det sidste gjorde vi brug af en smuk forsommeraften, hvor skibet og dets beliggenhed viste sig fra den allerkønneste side.

Man kan sidde udenfor, men vi valgte dog at holde os indendørs på det øverste dæk, hvor man til gengæld kan vælge mellem udsigt til verdenshavet - nå ja, i hvert fald Øresund - eller til solnedgang over København.

Over et par indledende glas Marsanne-Riesling fra australske Stump Jump (52 kr. stykket) besluttede vi begge at holde os i den danske ende af menukortet. Det lette middelhavskøkken kan man få så mange steder, men hjemlige klenodier som ærtesuppe, skipperlabskovs og rabarbertrifli får man selv i disse nationalistiske tider mildt sagt ikke hver dag.

Medspiseren gik på den »skandinaviske« menu, som menukortet med, skulle det vise sig, en del ret kaldte »tre robuste og rustikke retter (195 kr. ifølge regningen, 225 kr. ifølge restaurantens hjemmeside). Hun er af delvis bornholmsk æt, og den røgede sild til forret fik kun rosende ord med på vejen, inklusive den let syrlige æblesalat og sennepsbladene til, der fik opvejet det fedeste ved fisken.

Selv tog jeg mig af ærtesuppen, der intet havde at gøre med den mørtellignende substans, man andre steder i Nordeuropa kan få serveret under det tilsvarende navn. Tværtimod var den her let og sommerlysegrøn, med et skvæt syrnet fløde der fik foldet ærtesmagen helt ud - og endda et par fjordrejer på toppen (75 kr.).

Efter en passende pause - tempoet synes også afpasset, at det ikke er mad for svagspisere, det her - fortsatte medspiseren med sin hovedret, kalveculotte med spidskål. Det med det robuste holdt stik, men så var retten vel heller ikke mere rustik end som så, blot en meget enkel og afbalanceret servering af helt ordentlige ingredienser.

Selv var jeg gået over til øllet, nemlig Carlsbergs magtfulde 0,7 liters Semper Ardens Bock-kleppert (89 kr. på regningen, 110 kr. på hjemmesiden), i anledning af hvad der temmelig sikkert er den mest madpolitisk ukorrekte ret jeg har indtaget i årevis. Nemlig stedets skipperlabskovs, der sammen med »helstegt fladfisk« udgør menukortets to rendyrkede hovedrets-klassikere.

For retten viste sig ikke blot at være efter alle kunstens og fedmens regler i selve labskovsen, et orgie af mørt kalvebryst i mørk stuvning. Men også i form af tilbehøret med såvel rødbeder som kraftig sennep samt frem for alt kolde smørstykker til at - om man så må sige - fortynde retten med.

Det var, så man var parat til at afsynge nationalsangen. Hvis man ellers havde orket det efter at have spist i hvert fald næsten helt op (125 kr.).

dessertudvalget er ifølge menukortet tilpasset »kun at fylde en lille sød tand«, så hvis man har flere af slagsen tilrådes det at vælge alle tre muligheder. Jeg har munden fuld, men vil dog sige, at så var de tre små anretninger altså heller ikke mindre.

Til gengæld var de glimrende alle som én: En smålun créme brúlêe, der var parfumeret en smule med lavendelsmag, en bette citronfromage og en rabarbertrifli med makroner og flødeskum, hvoraf sidstnævnte også optrådte i medspiserens menu (35 kr. stykket, 85 kr. for alle tre).

Dermed sluttede måltidet som det var begyndt, det vil sige med fortrinlige bud på dansk husmandskost som den ellers overhovedet sjældent findes i dag, i særdeleshed på aftenrestauranter. Der er nok restauranter i Nyhavn, der laver mere sofistikeret og kreativ mad, men ikke mange der lige så overbevisende i deres køkken rammer den ærkedanske stemning, som har gjort gaden til turistmagnet, i en grad så stedet burde overveje at tage navneforandring til Flagskibet.