Vi mødes om svinet

Gedigent brasseriekøkken på Molevitten med lige dele danske klassikere og asiatisk inspiration.

det er lige før, det er selve tidsånden, der kan aflæses i de skiftende restaurantnavne på Nørrebrogade 13.

I mange år lå her Bananrepublikken med glad kulørt mad fra de varme lande og ditto dans i kælderen. Så kom i de sidste måneder af forrige århundrede den ironisk betitlede Propaganda med asiatisk orienteret indretning og mad, storøjede lolitapiger à la manga-tegneserier på væggene og cool, moderigtig afslappethed på alle tre etager.

Nu har navnet så de sidste par måneder været Molevitten med lidt af det hele fra restaurant over café til DJs fra tidlig morgen til sen nat. Eller som der står på den (i skrivende stund ufærdige) hjemmeside www.molevitten.com: »Prinsessen og det halve kongerige - eller hele molevitten«.

Endda lover man ved samme lejlighed at ville »få den gode stemning tilbage på Nørrebro«. Den har åbenbart været savnet.

Til gengæld var den afgjort til stede denne aften. Ikke mindst takket være først et stort muntert selskab og senere oven i købet endnu ét, der fyldte godt op i restaurantafdelingen på 1. sal. Dog også i en grad, så det til at begynde med prægede ventetiden med hensyn til både overhovedet at få kontakt med en serverende og efterfølgende at få et menukort på bordet. Men derefter fungerede alt gnidningsfrit, professionelt og opmærksomt de næste par timer, også mens presset var allerstørst, og det virkede som om, dét var reglen langt mere end undtagelsen.

stedet deler nu ejer med den særdeles velrenommerede og ambitiøse PS i Store Kongensgade, men i Molevitten gælder det altså den mere afslappede brasseriestil med høj musik, tilsvarende stemmeføring og vue over Nørrebrogades trafik- og folkeliv lige uden for glasfacaden. Udsigten her er en noget anden, som C.V. Jørgensen sang for år tilbage, og det er også tilfældet for menukortet.

I et særdeles tiltalende prisleje, med hovedretter i omegnen af blot 100 kr., jongleres der nemlig på ikke helt almindelig vis med at kombinere danske og asiatiske impulser. Vi er ret langt fra forrige årtis stræbsomme fusionskøkken, snarere fristes man her til at tale om en slags gastronomisk svar på etnisk ligestilling, hvor såvel forskellige ingredienser og krydderider som hele retter står side om side på menukortet.

Slagnummeret er dog rent asiatisk, nemlig malaysisk laksa-suppe, der fås både som forret og hovedret og i tre forskellige versioner.

Jeg begyndte selv med kyllingeudgaven, der viste sig som en fint afstemt balancegang mellem syrligt og stærkt - ud over et par kyllingestykker og diverse hakkede grøntsager også et par kødboller med chili - med hovedingrediensen kokosmælk til at runde smagen af (65 kr.).

Imens var medspiseren igang med sin »Laksevariant«, hvad der dækkede over tre forskellige tilberedninger af laks, plus tre forskellige slags tilbehør: røget laks, koriandergravad laks og laksetartar, samt mangosalsa, avocado/lime-creme og citrussyltet peberrod.

Tilsammen fungerede de fint og originalt i retning af at få den fede laksesmag sendt i retning af det lidt mere skarpe og frugtagtige - og der var vel at mærke også tale om helt regulært laksekød i alle de tre små anretninger (75 kr.).

så skulle svinet frem. For hvis der er ét berøringspunkt mellem dansk og meget sydøstasiatisk køkken, er det kærligheden til stegt gris, og det udnyttes her på stedet i en utraditionel turnering af nationalklassikeren grillet ribbensteg.

Her havde skiverne nemlig været forbi en - dog lovlig forsigtig - marinade af asiatisk tilsnit. Ligesom også mormor-tilbehøret af rødkål og appelsin var bragt til at smage en del mere af den store verden, end det plejer (90 kr.).

Mens medspiseren tog sig kærligt af svinet, gjaldt det på min side af bordet én af udvalgets mindst asiatiske retter, noget der mest af alt lignede en variation over høns i peberrod. Et stort stykke pocheret poulard kom her sammen med dels en ualmindelig lækker, fyldig, men ikke spor voldsom peberrodssauce, dels et par håndfulde af årstidens grønsager - kål, kartofler, gulerødder, grønne asparges, præcist tilberedt så de stadig lige havde sprødheden i behold (125 kr.).

der er ikke opført ost på menukortet, men servitricen havde på forhånd meddelt, at det godt kunne lade sig gøre at få det alligevel, hvis man havde lyst, og det havde jeg. Det blev til fire oste af de mere velkendte - bleue, rød cheddar m.m. - men serveret med upåklagelig temperatur og konsistens (55 kr.).

Medspiseren var derimod gået helt i rødhvid nationalstemning med en eksemplarisk sommersød og småsyrlig rabarbertrifli lige efter bogen. Kun anretningen i et tårnhøjt glas ville have været vore bedstemødre fremmed (55 kr.).

Til slut fik vi, viste det sig, ordentlig the i Bodumkande (22 kr.), og det var symptomatisk for den opmærksomhed på den gode detalje, som havde præget hele måltidet. Der er tale om uhøjtidelige brasserie-kulisser, men også om et menukort med en del personlighed i sammensætningen og glimrende kvalitet i udførelsen - endda til priser som selv mange langt mindre ambitiøse og sikre steder slet ikke kan hamle op (eller ned) med.