Elegant og kunstig

I Eric Rohmers forunderlige »Hertugen og Englænderinden« bevæger personerne sig rundt i historiske malerier - og taler særdeles meget.

Den store franske revolution er i fuld gang, pøblen raser og vil se afhuggede hoveder, og de adelige har al mulig grund til at være bange. Men tanken om guillotinen forhindrer dem ikke i at føre lange, åndfulde samtaler, mens de nobelt fører sig frem med høviske gebærder og taktfulde manerer.

Ikke så overraskende, for den efterhånden 82-årige franskmand Eric Rohmer har altid dyret det verbale mere end det visuelle. Han kan beundres som den meningsfulde dialogs mester, ikke som en original billedskaber, men i »Hertugen og Englænderinden« har han ikke desto mindre forladt den stilistisk afslappede nutidsrealisme, der har præget de fleste af hans tidligere film, og i stedet lavet et sært værk af stor billedmæssig besynderlighed.

Filmen er baseret på den autentiske skotske kvinde Grace Elliotts selvbiografi. Efter at have været den britiske kronprins' elskerinde bosatte sig hun sig i 1786 i Paris for at være tæt på sin nye elsker, hertugen af Orléans - fætter til kong Ludvig den 16. - og selv om kærlighedsforholdet er forbi, da filmens handling begynder i 1790, er Grace og hertugen stadig nære venner, skønt hun er glødende royalist og han tilhænger af revolutionen, måske af idealisme, måske af ren og skær opportunisme.

Forholdet mellem de to politisk uenige eks-elskere er filmens fundament, om end hertugen delvis forsvinder ud af billedet i lange passager, især da Grace heroisk sætter livet på spil for at hjælpe en såret adelsmand på flugt. Men den uglamourøst selvsikre Lucy Russell som Grace og den tungt korpulente Jean-Claude Dreyfus som hertugen får alligevel tid til indgående diskussioner om tidens turbulente politiske omvæltninger, og et vist kendskab til den franske revolutions komplicerede forløb er en nyttig - for ikke at sige nødvendig - forudsætning for at fatte, hvad de ordrige samtaler drejer sig om.

Eric Rohmers sympati er klart placeret hos det forfinede aristokrati, ikke hos det plumpe og blodtørstige proletariat, og selv er han også en slags filmkunstnerisk aristokrat, der til »Hertugen og Englænderinden« ikke har fået opført historiske dekorationer, men i stedet via en forunderlig form for digital teknologi lader personerne bevæge sig rundt i malerier af Paris og omegn i slutningen af 1700-tallet. Det giver filmen et stærkt stiliseret, undertiden næsten surrealistisk præg, som får den til at fremtræde med raffineret og lettere livløs kunstfærdighed - den er begavet og smuk, fyldt med formfuldendte billeder, men den er også en raritet, som fastholder en fremmedgørende distance til sit publikum. Den drager os ikke ind i sit demonstrativt artificielle univers, men viser det frem med udsøgt æstetisk elegance samt et tørt præg af konstruktion.

At en 82-årig filmskaber vover sig ud i et radikalt stilistisk eksperiment som dette er i sig selv al respekt værd, men man må savne det psykologiske og moralske engagement, som man oplevede ved mødet med tidligere Rohmer-film fra klassikere som »Min nat hos Maud« og »Claires knæ« frem til de subtile, men uprætentiøse værker i serien »Fortællinger om de fire årstider«. Den nye film minder mere om Rohmers køligt kultiverede kostumefilm »Markise von O« fra 1976, og ligesom den er den formet med betagende omhu og knap så besnærende omstændelighed.

Der er meget at beundre i »Hertugen og Englænderinden«, og man måber nærmest ved synet af folkemængder, som bevæger sig rundt i rigt detaljerede malede omgivelser. Men filmen, der episodisk skildrer tiden fra 1790 til 1793 i fem så at sige dekapiterede kapitler, er i betragtning af sit højdramatiske enmne påfaldende anæmisk, og dens største svaghed er personernes patetiske og opstyltede selvhøjtideliged.

De formulerer sig med imponerende elokvens, som folk gerne gør hos Eric Rohmer, men de er også så glade for at høre sig selv tale, at vi andre let bliver lidt trætte af at lytte og derfor oplever »Hertugen og Englænderinden« med noget nær andægtig ærbødighed, men uden den mindste sitren i følelserne.

Længde: To timer og ni minutter. Censur: Frarådes børn under syv år.