Søvnige skyer

»Majskyer« er en afdæmpet og sympatisk tyrkisk film om hverdagen på landet, der dog ind imellem bliver for stillestående.

Filmkunstens fortælletempo er blevet mere og mere overgearet siden 1990erne - med lynhurtige klip, heftige lydspor og evigt skiftende kameravinkler - og derfor er det langt hen ad vejen en lise for sjælen at se en film som den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylans »Majskyer«.

Filmen deltog i konkurrencen på Berlin Film Festivalen for to år siden og blev samme år kåret som årets film af kritikersammenslutningen FIPRESCI. Den skildrer afdæmpet, sympatisk og troværdigt hverdagen på landet i nutidens Tyrkiet, og det gør den i dvælende indstillinger, rolige nærbilleder og bløde panoreringer igennem smukke forårslandskaber.

En lettere livstræt filminstruktør fra Istanbul er vendt hjem til forældrene for at lave en film med dem i hovedrollerne, men de er mere optagede af, om myndighederne vil kræve deres poppeltræer fældet. Samtidig går instruktørens nevø rundt med et æg i lommen, og hvis han ikke knuser det i løbet af 40 dage, får han et ur af sin far. Disse små mikrodramaer går dog hen over hovedet på den selvoptagede instruktør, der bladrer febrilsk i manuskriptet og stirrer dystert ind i sin linse, imens livet udfolder sig omkring ham.

Hvor glimtvis poetisk og flydende meditativ »Majskyer« end er, så må man dog konstatere, at den trods alt bliver for stillestående i længden. Lige såvel som den med over to timers søvnig spilletid (hvor skuespillerne hele tiden gaber!) er mindst en halv time for lang.

130 min. Censur: Ikke oplyst. Posthus Teatret.