Bonus for boxen i Bistrup

På P2 er der god vin på hylderne og masser af solidt håndværk i køkkenet - og så er priserne forbavsende beskedne.

Der var engang i en ikke så fjern fortid, hvor man kunne komme ganske langt for 250 kr., når man valgte en treretters på restaurant. Dengang var 250 kr. nærmest et magisk beløb, men i dag starter selv cafeerne i København rask væk med menupriser omkring de 300 kr.

Det findes dog et godt og gedigent spisested i Bistrup i Birkerød Kommune nord for København, som stadig holder 250-kroners-fanen højt. Stedet hedder P2 og ligger på adressen Vasevej 115, som indtil for et års tid siden husede Café 13, der med fast menupris til 113 kr. meget længe var kendt som lidt af et discount-spisested.

De nye ejere, kokkene Jannick Wilsly og Morten Larsen, som tidligere har slået deres folder på restauranter som Krogs, Plaza og Escoffier, har siden renoveret det gamle biningsværkshus og er gået noget op i markedet, hvad både pris og kvalitet angår.

Enkelte lokale stamgæster har efter sigende taget prisstigningerne ilde op, således at de ikke længere er stamgæster. Men ikke desto mindre er den kvalitet, som P2 leverer for 250 kr. svær at finde andre steder i Københavnsområdet for tiden. For slet ikke at tale om vinpriserne som virkelig tilgodeser den vinglade gæst i en tid, hvor mange restauratører finder større og større lommeregnere frem til at gange vinpriserne op med.

Vi lagde vejen forbi Bistrup en regnfuld sommeraften og blev placeret i P2s lille, men alligevel luftige, glastilbygning. Jeg sprang på menuen, som fås fra tre til fem retter til 250-338 kr., mens min gæst tog sig P2s relativt lille og ikke helt så billige a la carte-udvalg.

Restaurantøren havde udvalgt en vin-menu, som kunne ledsage menuen, men vi valgte nu alligevel at gå jagt i det fornuftigt prissatte vinkort og endte med en flaske chardonnay fra den historiske producent Rigde i Santa Cruz Mountains lige syd for San Francisco (450,-). Det lyder måske af mange penge, men det var ikke set i relation til den kvalitet, vi fik i glasset: Paul Draper, som manden bag Rigde hedder, havde skruet en fornem chardonnay sammen, som nok er svinagtigt kødfuld, men langt fra så fad, som man så ofte oplever denne drue i oversøiske sammenhæng. Vinen var en den perfekte følgesvend hele vejen gennem måltidet.

Før forretterne fik vi en lille appetizer: Lidt fintstrimlet salat med pocheret pighvar- og stenbiderrogn var smagt fornuftigt til med olivenolie blendet op med krydderter og citron. Et enkelt, men dog appetitligt anslag.

Menuen spillede ud med pighvarsuppe, og da der i min verden ikke findes nogen bedre fisk, var jeg godt tilfreds: Suppen var flødelegeret, tæt og pighvarsmagende, og så havde den herligt fyld af et flot stykke pighvar, som havde fået skåret en lomme, der var fyldt med cremet ricotta-ost rørt med diverse krydderurter.

Min ledsager fik ligeledes en legeret fiskesuppe, i dette tilfælde lavet på hummer (88,-). Suppen var fuldt ud så fint turneret og intens i smagen som min, hvad fyldet angår bestod det her af en smule hummerkød, en kugle peberrodscreme, som passede fint ind i smagsbilledet og lidt urter i julienne.

Efter disse supper havde vi fået færten af, at der gemte sig en god fiskekok ude i køkkenet, så min ledsager glædede sig til sin hovedret »dagens udvalg af fisk og skaldyr« (210,-). Den ankom kort efter og viste sig at noget af et overflødighedshorn - i realiteten var der tale om tre-fire små retter på én stor tallerken:

Et stykke dejlig pighvar var barderet med små stykker foie gras, en mørksejfilet blev garneret med en coulis af rød peberfrugt, og et stykke helleflynder var belagt med en safrankrydret svampepanade. Alle disse tre konstellationer var mægtigt velsmagende, men derimod kunne vi godt have undværet en skive bagt røget laks, der var rullet omkring nogle små halvtriste formentlig optøede krebsehaler. På midten af tallerkenen lå forskellige fint snittede dampede grøntsager; lidt asparges, forårsløg, svampe og safrankogt fennikel, og så var der drysset med blåmuslinger rundt omkring. Det hele var placeret på en lys, smør- og flødemonteret fiskefond med purløg - det stod efterhånden klart, at P2s kok har en forkærlighed for danske mejeriprodukter.

Menuen bød som hovedret på perlehønebryst stegt sprødt på panden og serveret med en blanding af mange tout-ærter, almindelige bælgærter og bacon og en cremet estragonsauce - ved siden af kom til os begge nye kartofler med skræl. Jeg vil gerne have haft en lidt mindre fed sauce og lidt flere ærter til gengæld for mindre bacon, men ellers var anretningen såmænd udmærket.

Jeg var stadig ved godt mod, så jeg sprang på menuens osteanretning, en gang gratineret gedeost, serveret på ristet brødcrouton med salat og coulis'er af henholdvis rød peberfrugt og mild rød chili og samme øvelse kørt igennem i grønt. Helt udmærket, bestemt.

Og så var vi nået til desserten, menuen forkyndte raberbermazarin, og ind kom et ordentligt stykke rabarbersorbet-kage med mazarinbund og en håndfuld dejlige jordbær. Ved siden kom en lille luftig miniature-milkshake, så vidt jeg kunne smage på basis af jordbær. En fuldt tilfredstillende menu-dessert.

Min ledsager havde bestilt den udvidede model, husets »grand dessert« (98,-), som viste sig at være ikke så lidt af et udstyrstykke; ud over en mini-udgave af min dessert, bestod den af et glas med ananassorbet, en særdeles lækker karamel-fragilité-is, et par tynde karameltuiles med kaffecreme imellem, en flot blåbærmazarintærte og en slags sukrede forårsruller med fyld af rabarbercreme. Det var i orden hele vejen igennem, og min gæst priste sig lykkelig for, at han havde sprunget osten over.

Den obligatoriske stempelkaffe, som stod i 25 kr., var veltillavet og smagte godt og fuldente dermed billedet af et spisested med orden i sagerne: For køkkenets vedkommende gedigent dansk-fransk håndværk og så tillige fuldtud professionel betjening ude i restauranten. Ser man på pris/kvalitetsforhold, hvad a la carte-retterne angår, må vi sige, at det går an - vælger man derimod menuen, er der tale om sjældent god valuta for pengene.