Bare barnesindet er i behold

Den amerikanske tegnefilm »Spirit« er ingen komedie, men en romantisk hyldest til en heroisk hingst i det vilde Vesten.

Heste kan ikke tale. Det virker måske som en lidt overflødig oplysning, men den er relevant i relation til tegnefilm, der jo som regel giver alskens firbenede væsener mulighed for at snakke lystigt løs.

Sådan er det ikke i »Spirit - Hingsten fra Cimarron«, hvis eponyme hovedperson nøjes med at vrinske. Her er nemlig tale om en usædvanlig tegnefilm, der ikke først og fremmest forsøger at være morsom, men derimod tilstræber størst mulig realisme i sin skildring af en hests oplevelser i det gamle vilde Vesten.

Derfor har Spirit ingen replikker, men på sin vis taler den nu alligevel, for i en form for indre monolog er den filmens fortæller og kan på den måde give udtryk for dybe tanker og følelser, som man slet ikke anede, at en hest kunne have.

Nå, der er ingen grund til at gøre sig lystig, for den DreamWorks-producerede »Spirit« er en flot og spændende film om den vilde hingst, der oplever dramatiske begivenheder som fange først hos den amerikanske hær, siden hos nogle langt mere sympatiske indianere - faktisk er filmen en smule i slægt med Kevin Costners »Danser med Ulve« og rummer endda en sekvens, hvor hæren brutalt overfalder en fredelig indianerlejr. Man mindes med en gysen den tilsvarende massakre i Ralph Nelsons »Soldier Blue«, men selv om begivenheden er voldsom i »Spirit«, er den ublodig, eftersom her er tale om en familiefilm med særlig appel til børnene.

Den fyrige og ubetvingelige Spirit er en ædel skabning - for ham er en corral absolut ikke O.K., for han er stolt og (naturligvis) meget chevaleresk. Men filmen har ikke orden i sine historiske papirer, når den noget bombastisk lader heste udtale, at »for min art var landet tidløst - det havde ingen begyndelse og ingen slutning«. Her ignorerer man, at heste aldrig har været en del af den amerikanske urfauna, men blev bragt til kontinentet af invaderende europæere og derfor dårligt kan gøre krav på at høre lige så naturligt hjemme i omgivelserne som indianerne.

Den kendsgerning passer imidlertid dårligt ind i filmens romantiske og patetiske lovsang til den frie amerikanske natur, der trues af den fremtrængende hvide mand - symboliseret bl.a. ved anlæggelsen af en jernbane, som Spirit på sin egen måde modarbejder af al magt - og strengt taget er »Spirit« baseret på en lang række klicheer, som formentlig ville virke lettere kvalmende i en spillefilm.

Dynamisk billedstil

Tegnefilmen har imidlertid sin egen æstetik og et alment accepteret carte blanche til at dyrke det enkle og effektfulde, og det gøres med beslutsom dygtighed i filmens dynamiske billedstil og storslåede panoramaer, der uden geografisk smålighed får handlingen til at tage sig ud, som om den på én gang foregår i Montana og Arizona.

Det skyldes, at »Spirit« præsenterer os for en sublimeret og idealiseret udgave af det gamle Vesten, og det forudsætter, at tilskueren har barnesindet i behold. I så fald kan man nyde de imponerende billeder og Bryan Adams' banale, men iørefaldende sange - som i den danske version fortolkes glimrende af Jørgen Thorup fra Shu-Bi-Dua, ligesom man kan glæde sig over, at Anders W. Berthelsen lægger stemme til Spirits overvejelser på en måde, som fint modarbejder filmens tendens til det melodramatiske.

Tag roligt børnene med til denne underholdende og politisk korrekte film, men fortæl dem på forhånd, at de ikke skal regne med at grine særlig meget. »Spirit« er ikke en komedie, men en romantisk hyldest til en heroisk skabnings kamp for at bevare sin frihed.