11 bud og 12 retter

Jim Feilbergs forfriskende tapaskøkken er ikke længere godt gemt, men huserer i bedste velgående på Nørrebro.

godt gemt hed jim feilbergs tidligere restaurant i Rømersgade. Og måske var den simpelthen for godt gemt i kælderen over for Arbejdermuseet, for den ligger der ikke længere. Restauranten er nu rykket en kilometers penge ud på Nørrebro på et hjørne af Ravnsborggade i et lokale, som er væsentligt mere lyst end den gamle kælder.

Under det ny navn Det Ellevte Bud er konceptet nøjagtig det samme som i sin tid Godt Gemts - i al sin enkelhed går det ud på at tæppebombe gæsten med kaskader af småretter, som kommer ind tre ad gangen. Det lader sig også gøre at få en mere almindelig menu, men der er ingen tvivl om, at det er de såkaldte tapas, som er stedets attraktion. Jeg skriver såkaldte tapas, fordi maden ikke er videre spanskorienteret, men i lige så høj grad kører på inspirationer fra Italien og Frankrig - endda med et lille dansk pift hist og pist.

Indretningen er på én gang rustik og ganske stilig med gråpudsede vægge og grå betonborde. Bag bardisken finder man det åbne køkken, så der er fuldt udsyn til de knoklende kokke. Atmosfæren må siges at være ganske afslappet, næsten café-agtig - her er livlig trafik af ungdommer under 30, hvilket måske umiddelbart kan overraske en smule, når man tænker på, at her langt fra er tale om en billig restaurant: skal det være tapas, kan man vælge mellem 12 eller 8 styks til henholdsvis 399 og 325 kroner, mens mindste bestilling er en konventionel treretters til 265 kr.

vi nuppede den store 12-retters og hertil en vinmenu, som stod i 300 kr. per næse. Retterne kommer som sagt ind tre ad gangen, og første runde var helliget havets element. Den første servering bestod af kold, plukket, sammenpresset krabbekød garneret med en stribe tæt indkogt krabbebisque. Udmærket krabbe - bestemt, men retten kunne måske nok have tålt lidt mere kant.

Nr. to fisk var en pæn kammusling omvundet med serrano-skinke, stegt og serveret med selleriolie og en blomst med en nøddet smag, som jeg har glemt navnet på. På én gang ganske effekt- og smagfuldt.

Sidste ret i første heat var mere rustik, så den faldt en anelse udenfor: Et stykke varmrøget makrel var serveret med en meget eddikedomineret relish, eller salsa om man vil, af tomat, koriander og chili. Konstellationen af røget makrel og eddike gav associationer i retning af dansk husmandskost, hvilket i og for sig kan være udmærket, men her stak det altså lidt ud.

Vinen til disse tre retter kunne man bestemt ikke klage på - der var tale om en elegant hvid Mâcon årgang 2000 fra den eminente og meget dyre biodynamiske meursault-producent Lafon, som altså nu også er begyndt at lave mere hverdagsagtig vin fra det sydlige Bourgogne.

temaet for anden ombæring var grøntsager, og vinen var lavet på den sjældent sete manzoni-drue, som er kloning mellem riesling og pinot bianco. Producenten var fra Colli Euganei i Veneto i det nordlige Italien, men jeg husker ikke navnet.

Første ret fra venstre var aftenens formentlig mest elegante; en carpaccio af rødbede skåret i sirligt tynde, dekorative firkanter, garneret med en lækker emulsion af olivenolie og gedeost og pyntet med den spiselige blomst tallerkensmækker. En både stimulerende og velsmagende ret.

Midterserveringen bestod af en stor raviolo med fyld af gulerod, som gav mindelser om de traditionelle italienske ravioli med græskarfyld. Raviolien var ganske frækt og heftigt krydret med sort peber og trøffel og garneret med en stribe olivenolie.

Tredje grøntsagsret var en slags lasagne af squash, ricotta-ost og tomat. En temmelig bastant sag som kunne minde en anelse om den italienske ret parmigiana, som dog er lavet med aubergine i stedet for squash. Det eneste minus var en ikke videre charmerende opvarmet smag.

Så var vi nået til kødet, først en udmærket foie gras-terrine med ribs og ribscoulis tilsmagt med peber, som blev serveret sammen med et glas sød muscat fra Australien.

Derefter et lille stykke fint fileteret kaninryg med sky og en lille lasagneagtig ting med dej og peberfrugt i lag, som blev ledsaget af en pinot noir fra New Zealand - producentens navn er undsluppet min hukommelse.

Bedst af de tre kødretter var dog en ganske fransk bistro-agtig servering af et lille sprødstegt vagtelbryst med sky og salat af rødbede-blade og rå løg - enkelt, men kontrastrigt.

desserterne bestod af en lille sandkage lavet af polentagryn med solbær og en kugle limesorbet til. Det lyder måske spændende med en polentakage, men pointen udeblev - kagen var tør og trist.

Langt sjovere var en varm og fyldig chokoladekage med banan, og så var der endelig et lille smart shotglas med syrlig rabarbersuppe til at løfte lidt op i smagsbilledet.

Man skulle tro, at vi var ved at trille ned af stolen af mæthed efter sådan en omgang. Men sådan var det langtfra - faktisk må man sige, at doseringerne var så kontrollerede, at vi fik lige nøjagtig det, vi havde appetit til. Ud over de beherskede serveringer spiller det uden tvivl også ind, at Feilbergs køkken er relativt let med dets udstrakte brug af grøntsager og essenser og krydderolier i stedet for traditionel sauce.

Man sidder således tilbage med et indtryk af et moderne køkken, hvorfra mange småeksperimenter udgår. De fleste lykkes - nogle godt og visse endda rigtig godt. Det takserer vi til fire store stjerner.