Inn med de fleste

Restaurant: Restaurant Inn præsterer det umulige: den serverer mad fra temmelig mange lande i Asien i en og samme menu, men den gør det på en kvalificeret facon. Og så er det billigt.

Pan-asiatisk! Prøv lige at smage på det ord. Ifølge min ordbog betyder pan- at samle forskellige nationaliteter i en politisk eller kulturel enhed. Sætter man asiatisk efter pan-, så lyder det i sig selv som en umulig opgave, for kontinentet er så kæmpestort og forskelligartet, at f.eks. EU i sammenligning fremstår som en lille grå og ensrettet masse. Men brug så ordet pan-asiatisk i kogekunsten, og tankerne går straks i retning af en kæmpemæssig ta' selv-buffet af værste skuffe, hvor man stort set hele tiden serverer samme ret, men bare giver den forskellige navne, alt efter hvad kunderne ønsker at høre. At forestille sig at en enkelt kok skulle kunne mestre så mange forskellige køkkener på en og samme tid, og få noget bare nogenlunde spiseligt ud af det, er næsten umuligt. Derfor var det med stor skepsis, at fruen og jeg forleden aften trodsede både rekordlave frostgrader, kæmpemæssige snedriver og politiets henstillinger om at holde sig hjemme for i stedet at begive os til Restaurant Inn i Store Kongensgade, der ligefrem skilter med at være pan-asiatisk.

men det er tidligt i januar, pungen tom og mavesækken udspilet, asiatisk mad er til gengæld både fedtfattig og til at betale. Og så har Inn i løbet af sit halve års levetid allerede fået ry for at servere særdeles god mad i en moderne, afslappet og tilnærmelsesvis tjekket atmosfære.

Lokalet lever i hvert fald op til ryet. Der er ikke meget tilbage af den ofte lidt huleagtige indretning i mange etniske restauranter med deres røde plysvægge og ditto plastikblomster. Men i stedet et åbent og lyst lokale med minimalistisk hvide vægge, køligt blåpolstrede stole, glasbar med kæmpeakvarium, store glasruder med sandblæste striber og lavmælt ambient i højttalerne.

I stedet for et snedækket København kunne vi såmænd lige så godt have befundet os i London, Sydney eller Kuala Lumpur, og den internationale stemning fortsættes i menukortet, der er en veritabel rundtur i de japanske, koreanske, kinesiske, thailandske og indiske køkkener. Egentligt fusionskøkken kan man ikke kalde det, i hvert fald ikke i ordets »klassiske« forstand, hvor enkeltelementer fra forskellige landes køkkener under udfoldelse af stor kreativitet fusioneres i samme ret.

Som allerede appetizeren, der består af en blanding af rejechips og pappadums, antyder, så er der her snarere tale om at blande retter fra det meste af kontinentet på et og samme kort. Den slags får man på nogle af de store hotelkøkkener i Hong Kong, hvor netop denne type restauranter er meget... in! Det var da også her at kinesisk fødte, men dansk opvoksede Alex Cheung mødte sin kokkekone, og det var også i Hong Kong, at de to sammen fik ideen at eksportere restauranttypen til Store Kongensgade, hvor konen Patricia nu laver mad, og Alex serverer.

Man skal være to om at dele en menu, så fruen og jeg gik begge a la carte for at komme rundt i kortet. Vi lagde ud med hver sin suppe. Fruen en thailandsk tom yang kung (59 kr.), der både havde snert og smag og dertil et par både saftige og sprøde kinarejer. Jeg selv en japansk miso-suppe (49 kr.), der næppe var lavet fra bunden, men ganske som de fleste japanske husmødre gør det ved hjælp af en færdiglavet dashi-fond, som så var peppet op med lidt ekstra fiskefond og i øvrigt dejligt kraftigt smagende.

Vinkortet er pænt besat med vine fra især Australien, New Zealand og Chile, men da det for tiden er så populært med ølvalg, og der her, i modsætning til de hjemlige monopoltilstande, ligefrem er indtil flere producenter (og lande) at vælge imellem, så lod vi os aftenen igennem beskænke af både kinesisk, japansk og thailandsk øl (32 kr.).

som forretter havde vi valgt den blandede platte til 98 kr. Den skal man være to personer om, men man får så til gengæld lov at smage en bid af samtlige forretter. Det inkluderer både en lille kinesisk wonton med svinekød og masser af det femte krydderi, en dybstegt thailandsk rejekage, indisk karry-samosa med bl.a. oksekød, løg og ærter, vietnamesiske forårsruller med glasnudler og oksekød og endelig tre satay-spyd med en fremragende peanutsauce, der både havde det fede fra jordnødderne og nok chili til at vække selv de mest julemads-sløvede danske smagsløg.

Det var i det hele taget et positivt træk aftenen igennem, at kokken her ikke, som i de fleste andre etniske restauranter, prøvede ar tage alt for meget hensyn til danskernes almene krydderiforskrækkelse. Samtidig var de dybstegte dele utroligt sprøde uden at have fået for meget og især ved satay-spydene, der ofte kan være en både tør og sej omgang at komme igennem, var det tydeligt, at råvarerne var både friske og af god kvalitet.

Til hovedret havde fruen valgt de koreanske strimler af stegt oksekød (98 kr.). Det perfekt møre kød var wokstegt sammen med stykker af agurk, løg og porre og lå i en sauce af sesamolie, der gav en mild og afstemt smag. Det milde og møre og meget smagfulde fortsatte i mine japanske oksekødsruller (118 kr.), hvor tynde lynstegte skiver roastbeef var rullet om julienne-strimlede stave af agurk, gulerod og enoki-svampe og blev serveret på et leje af stegte nudler.

På dette tidspunkt var fruen og jeg, der begge er hårdt jule- og suleramte, faktisk mere end mætte. Men som agenter i madens og sandhedens tjeneste har vi begge et ansvar at leve op til, så med sand dødsforagt kastede vi os begge over det for en asiatisk restaurant noget usædvanlige dessertkort, hvad ingen af os fik grund til at fortryde. Selv gik jeg ombord i en is med jelly (38 kr.), der smager noget bedre end sin oversættelse - vanilleis med vingummi. Vingummien havde frugtsmag og var skåret i små tern, der faktisk stod overraskende godt til isen. Fruen fik en thai kokosbudding (38 kr.), hvor den grønne(!) budding var lavet af gennemsigtige opsvulmede sago-gryn og dækket af en sød hvid kokoscreme. Lidt af en udfordring for smagsløgene og ældre generationer vil nok løbe skrigende væk ved tanken om barndommens forhadte sago-vælling - havde de dog bare kendt til kokoscreme dengang!

Alt i alt var vor skepsis forsvundet som smeltende snemænd under solen efter at have stiftet bekendtskab med Inns pan-asiatiske køkken. Langt hovedparten af byens øvrige asiatiske restauranter skal stå endog meget tidligt op for at matche kvaliteten i enkeltretterne, men også den gastronomiske familiesammenføring lykkes over al forventning. Det er ikke nødvendigvis det mest nyskabende og fantasifulde køkken man møder hos Alex og Patricia, men kvalitetsniveauet er meget højt, og så går den behagelige kosmopolitiske stemning igen i både indretning og stemning. I Store Kongensgade er man Inn med de fleste og bedst for det meste.