Kolde platter i kartoteket

Restaurant: Tapas'ene i den flotte hjørnecafé i Fredericiagade har svært ved at holde varmen.

Det er ikke til at komme udenom, at Kartoteket på hjørnet af Fredericiagade og Adelgade er en af byens mest originalt udformede caféer. Kolossale vinduer fra gulv til loft lukker lys ind i lokalet, hvor baren og de indvendige vægge er bygget op som en elegant halvcirkel omkring hjørnet. Møblementet i lys ask såvel som de raffinerede lysekroner i stål er sågar designet specielt til stedet. Kølig vil nogle måske nok finde stilen - jeg synes, det er klasse.

Det var Pawel Wedrowski, som for tre år siden forvandlede den gamle bodega Nyboder Kro til en moderne avanceret café. Siden har han imidlertid afhændet stedet igen, og vi lagde således netop vejen forbi en bidende kold januaraften for at prøve det nye regime af.

Ved et kig på menukortet stod det hurtigt klart, at Kartoteket med relativt høje priser stadig placerer sig indenfor den mere ambitiøse del af café-spisescenen. Den billigste forret, gulerodssuppe med ingefær koster f.eks. 88 kr., mens en hovedret som en 230 grams entrecôte står i 215 kr. Er sulten knap så stor, kan man dog nøjes med husets specialitet, dampede blåmuslinger, som på belgisk vis serveres med pommes frites og findes i tre forskellige tilberedninger til 145 kr. - kokken er fra Holland.

A la carte-kortet rummer kun ganske få retter, for tilsyneladende er det store slagnummer her, som mange andre steder i byen lige nu, tapas - i betydningen småbidder, men uden relation til det spanske køkken. På kartoteket kommer de ind fem-seks styks af gangen på én tallerken, man kan få to runder (i realiteten to retter, f.eks. forret og hovedret) til 248 kr., tre ombæringer koster 298 kr., og skal der både ost dessert med bliver det 348 kr.

Jeg sprang på en sådan tapas-menu, mens min kone valgte at starte med tapas-forret (en tallerken med fire forskellige til 120 kr.) og kørte videre med muslinger.

Flere og flere steder ser man, at det smør, som plejede at ledsage brødet, er skiftet ud med olivenolie til at dyppe i. Også her, og det endda med den ekstra dimension, at olien havde trukket sammen med parmesan-ost og således havde taget mærkbart smag heraf. Olien var dog i sig selv lidt af en gang dobbeltkonfekt, eftersom det ledsagende udmærkede foccacia-agtige brød var særdeles fedt og olieret i forvejen.

Ind kom så den første runde tapas - tjeneren må have byttet rundt på tingene, for tallerkenen med fire tapas fik jeg, mens min kone havde fem bidder på tallerkenen. Jeg brokkede mig og efter et stykke tid fik jeg det lille stykke bacon-omvundne havtaske, som manglede.

Selv om det nye stykke fisk måske har været tilberedt umiddelbart efter min rykker, var det allerede koldt ved ankomsten til bordet. Og det var i det hele taget tapasanretningernes store problem - alt var koldt, også de stegte elementer, så på den led kunne man ikke undgå at få oplevelsen af at spise mad, der ikke var frisktillavet.

Koldt var et lille stykke skindstegt laks, som blev serveret med ærtepuré, og koldt var et stykke ikke videre velsmagende, tørstegt tun, som var placeret på tomatskiver med bønne og skalotteløg. Så gjorde det mindre, at de små dampede hjertemuslinger, som stod i et glas midt på tallerken, ikke var varme, og det samme gjaldt også en grov guacamole-agtig salsa med en stor dild-dampet reje.

Jeg drak et glas sydafrikansk hvidvin, en 2000 semillion fra Oom Pagel (55,-), som var meget god og svulstig på sin egen oversøiske måde, mens fruens chardonnay fra Mirrol Creek i Australien (45,-) var knapt så overbevisende.

Hovedretten var for mit vedkommende endnu en kold platte med små happere: Et par små skiver rødt oksekød, som bestemt ikke virkede særlig nystegt, var belagt med hakket sort oliven. Lignende tynde skiver af andebryst var garneret med meget kold rødløgmarmelade, og så var der en stump overskåret braiseret grisekæbe, som bestemt heller ikke lignede noget, som lige var trukket op af gryden.

Plattens mere grønne elementer udgjordes af en roulade af spinat og ricotta, et lille glas med en cremet suppe - jordskok, så vidt jeg husker - og et bundt rucola med pinjekerner. Der var ingen af disse ting, som ikke kunne spises, men omvendt skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg hellere havde spist én enkelt, men til gengæld varm og frisktilberedt ret. Den ledsagende rødvin var til gengæld dejlig, det var en tæt og saftig 98 Valpolicella La Grola fra producenten Allegrini.

Min kone var gået ombord i en af stedets mange muslingeserveringer (145,-), en sydasiatisk inspireret tilberedning med lime, citrongræs og skiver af kokosnød. De ledsagende pommes frites var ret grove både, som havde taget en del smag af den ubestemmelige olie, de var stegt i. En lille skål med tomatpesto fulgte med til at dyppe i. Selv om suppen i bunden af muslingegryden måske ikke var helt så koncentreret, som man kunne have drømt om, var der i det hele tale om en acceptabel servering.

Selv desserterne kaldes tapas på Kartoteket - i realiteten er der tale om en god gammeldags desserttallerken. Udvalget bestod af en frugtsalat - her kaldet salsa - med et »æg« af tæt chokoladecreme, to forskellige kugler is og et lille stykke kage, så vidt jeg husker med banan. Mine iskugler var henholdsvis vanille og karamelis, mens min kone fik hvid chokolade og en mere vovet variant med balsamico. Det er i øvrigt første gang, jeg har smagt is med balsamisk eddike som hovedsmagsgiver - og der er også en hvis sandsynlighed for, at det bliver sidste, for eddiken var en kende for skarp og dominerende. A la carte prisen for de såkaldte dessert-tapas var 75 kr.

Således ved vejs ende måtte vi konkludere, at det havde været en aften med ganske pæn mad. Dog ikke uden indvendinger, for tapas'ene havde som sagt meget svært ved at holde varmen, og helt harmonisk bliver helhedsindtrykket sjældent, når priserne siger restaurant samtidig med, at maden siger café.