Stjerne for en aften

Mågestellet er egentlig bare et blærebord på Luftkastellet, men køkkenet har nu ikke meget at blære sig af.

københavns havn har noget ganske unikt over sig. Ganske vist kan man også dinere både udendørs og ved vandet i andre storbyer som f.eks. Paris, London og Amsterdam, men det er nu engang en helt anderledes storladen oplevelse at indtage sit friluftsmåltid ved et ægte havneløb, hvor både lyset og luften bærer umiskendeligt præg af, at man er langt tættere på åbent hav end ved førnævntes floder og kanaler.

Samtidig er Københavns Havn (endnu) ikke helt skamferet af hæslige glas-, stål- og betonkolosser, selv om overambitiøse politikere og griske spekulanter i uskøn samklang også hér gør deres for at omdanne byens sidste åndehuller til monumenter over egen ufuldkommenhed. Det skal desværre nok komme, men endnu har vi andre dødelige chancen for at nyde det gode liv i et af de Klondykeagtige spisemiljøer, der en lille stakket frist endnu holder stand mod prestigebyggeriet.

De fleste af spisestederne ved havnen kører med et meget tilbagelænet koncept, typisk cafeinspireret grillmad og gerne i form af buffeter. Undtagelsen herfra er Luftkastellet for enden af Strandgade, der de to seneste somre sideløbende med buffeten, hvor man betaler efter hvor meget man får skovlet op på sin tallerken (20 kr. pr. 100 gram), også har en skaldyrsrestaurant ved navn Mågestellet.

I virkeligheden er det lidt af en tilsnigelse at kalde Mågestellet en skaldyrsrestaurant. Skaldyrsmenuen, der koster mellem 315 og 395 kr. pr. person (alt afhængig af tilgængelige råvarer) og kun fås efter bestilling dagen inden, serveres nemlig i nøjagtig samme lokale som strandcafeens almindelige buffet. Eneste forskel er, at man på overskyede aftener sidder til venstre i panorama-pavillionen, eller som forleden, hvor alle rykkes ud i sandet på kajkanten, at man i modsætning til buffet-pøbelen får en hvid stofdug, sølvkandelaber og en stor buket hvide liljer samt maden serveret på tallerkener fra netop Mågestellet.det kom lidt bag på fruen og jeg, at vi sådan skulle sidde til skue under hele middagen. Det ligger lidt i en anmelders natur, at man så vidt muligt ikke vil skille sig ud fra de øvrige gæster. Men, som det gik op for os efterhånden som vi begyndte at vænne os til de imponerede/misundelige blikke fra de omgivende borde, så er det netop meningen med Mågestels-konstruktionen! Et blærebord helt i tidens ånd, hvor du kan være stjerne for en aften, hvad der uden tvivl virker stærkt tiltrækkende på den opmærksomhedshungrende Robinson-, BigBrother- og Popstarsgeneration.

Skaldyrsmenuen er en slags tasting-menu, hvor det er kokken, der bestemmer, hvad der kommer på bordet. Vores tjener, der var sød og venlig, da vi endelig fandt hende (af uransagelige grunde går Luftkastellets personale klædt i deres eget tøj og er umulige at skelne fra gæsterne), spottede straks fruens gravide mave og nægtede pure at servere hende de rå østers, der sammen med to gratinerede af slagsen, udgjorde menuens appetizer. Jeg havde derfor alle fire store og herligt friske Bellon-østers fra Limfjorden for mig selv.

I mellemtiden fik fruen, hvis tilstand har forsynet hende med en glubende appetit, lov at forsyne sig fra den almindelige buffet, hvad der gav os mulighed for at smage på nogle af de ni salater, der sammen med bl.a. grillede kyllingevinger, laks, stærke chilipølser, sprængt lammekølle og oksekød, udgjorde aftenens tilbud i plebejer-afdelingen. Det grillede kød smagte udmærket, mens salaterne, hvoraf flere bestod af bulgur eller couscous, havde en tendens til at smage lidt ens.

Fra det lille vinkort havde jeg allieret mig med en flaske ung pinot grigio fra norditalienske Marco Felluga (345 kr.). De er som regel meget sprøde og elegante i stilen og med eksotiske noter af fersken og nektarin, og denne passede da også glimrende til skaldyrsmenuen.anden ombæring bestod af fire serveringer. Først tre grillede, men meget anonyme kammuslinger og dernæst gratinerede og grillede jomfruhummere, der var både kolde og noget smattede i konsistensen. Ærgerligt nok, især fordi nygrillede og varme jomfruhummere er noget af det mest smagfulde vore hjemlige farvande kan byde på indenfor skaldyrsgenren.

Helleflynderen var til gengæld god, og det samme gjaldt den ledsagende agurke-fennikelsalat. Også de hvidvinsdampede blåmuslinger i en rigtig god smørmonteret sauce gjorde lykke.

Så var det tid til en pause, mens vi beundrede udsigten til aftensolen på vej ned bag Nyhavn og Havnegade på den anden side af havneløbet og den sejlende trafik, der udgjorde et vældigt leben få meter fra os; alt fra kajakker og robåde til sejlskibe, speedbåde og tremastede skonnerter og med kanalrundfarterne og de gule havnebusser sejlende på kryds og tværs mellem alle de andre.

Vi havde glædet os til næste ombæring, der ifølge Luftkastellets egen hjemmeside bl.a. byder på krondildskogte krebs, røgede rejer og sorte danske hummere fra Skagerrak. Det er selvfølgelig sæsonafhængigt, så både røgede rejer og krebs var ude. Det var den langt mere smagfulde sorte danske hummer desværre også, så i stedet var det en (formentlig canadisk) rød hummer, der blev serveret sammen med krabbekløer og lidt stegt helleflynder. Hummeren, der ligesom krabbekløerne blev ledsaget af en god hjemmelavet aïoli, var perfekt kogt, stadig saftig, men, men, men... tarmstrengen var ikke fjernet, og det må simpelthen ikke ske på et seriøst skaldyrssted. Den stegte helleflynder faldt lidt ved siden af de kolde skaldyr, men smagte egentlig udmærket på et leje af sauterede forårsløg, gulerødder, babyspinat og mynte- og basilikumblade.som afslutning fik vi en dessert, der bestod af peach melba med crumble cake og en vanillecreme. Jeg er ganske overbevist om, at salig Escoffier, der i 1892 skabte denne ferskendessert til operadivaen Nellie Melba, ville vende sig i sin grav, hvis han så denne udgave. Crumble cake, egentlig bare en grov mørdej, er lagt ovenpå de hindbærovertrukne ferskener, der så ryger i ovnen et kort øjeblik. I Mågestellets tilfælde - et alt for kort øjeblik. Ferskenerne var simpelthen for hårde.

Alt i alt lidt af en skuffelse. Udsigten, den helt fabelagtige placering og stemningen ved at være så tæt på strand, sand og vand er selvfølgelig i top, selv om man godt nogle gange kan undre sig over, at afstressende loungemusik skal spilles så højt, at enhver samtale bliver umulig og myoserne kryber helt op under nakken. Men her i spalterne er det nu engang først og fremmest det, der kommer på tallerkenen, der bestemmer. Og den kulinariske oplevelse stod simpelthen ikke mål med hverken menupris eller omgivelser.