Sigtelse: Kærestepar overdrog våben og narko i Thisted

En dommer i Holstebro skal tage stilling til, om par fra Thisted skal fængsles i sag om våben og narko.

Et kærestepar fra Thisted er mistænkt i sag om våben og narko. De er anholdt og bliver tirsdag stillet for en dommer. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et kærestepar fra Thisted bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro med krav om fængsling, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Anklagemyndigheden vil bede om lukkede døre ved retsmødet af hensyn til den videre efterforskning af sagen, fortæller kommunikationsrådgiver Mette Helm.

Parret er sigtet for at have overdraget et jagtgevær og en pistol til nogle andre personer. Med våbnene fulgte tilhørende ammunition.

Den slags er - hvis man ikke har en tilladelse - en overtrædelse af straffelovens våbenparagraf, som handler om overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder.

Ud over våbenforholdet er kæresteparret sigtet for at overdrage et par kilo hash til de andre personer. Også kokain og amfetamin skulle være blevet overdraget.

Ved grundlovsforhøret skal en dommer vurdere, om sagen mod parret er stærk nok til at underbygge, hvad der i retsplejeloven kaldes en "begrundet mistanke".

En sådan mistanke er nemlig en af forudsætningerne for, at dommeren kan vælge at skride til varetægtsfængsling.

/ritzau/