Banerekord er et lille lyspunkt i Magnussens skodweekend

Kevin Magnussen kalder dagene i Singapore for en skodweekend og glæder sig kun sporadisk over sin banerekord.

Kevin Magnussen satte ny banerekord på Marina Bay City Circuit i Singapore. Vincent Thian/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Med tiden 1.41,905 minutter skrev Kevin Magnussen sig søndag i Formel 1-historiebøgerne med en ny banerekord i Singapore.

Det blev dog det eneste lyspunkt i en weekend med danskeren liggende i den tunge del af feltet.

»Den hurtigste omgang og banerekord. Den første er slagsen. Lad os tage det med, og så er det videre,« siger Kevin Magnussen til TV3+ efter grandprixet.

Her sluttede ham på 18.-pladsen efter en startplacering som nummer 16.

Undervejs måtte han i pit hele tre gange.

Først skiftede han fra ultrasoft til soft, så fra soft til hypersoft og til sidst til et sæt nye hypersoft-dæk. Egentlig skulle han have kørt længere på sine softdæk, men måtte ind, fordi han havde fået skidt i bilens kølere og var nødt til at få dem renset.

Og da han kom ud på helt nye hypersoft-dæk på 50. omgang, besluttede han sig for at give den fuld gas.

»Da jeg fik de nye hypersoft-dæk på, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne se, om jeg i det mindste ikke kunne tage banerekorden. Det er da et lille lyspunkt i en skodweekend,« siger Kevin Magnussen til TV3+.

Løbet blev vundet af Lewis Hamilton, som nu har 40 points forspring i VM-stillingen.

Kevin Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, startede på ottendepladsen, men sluttede som nummer 15.

Det var tredje løb i træk, at Grosjean kørte over målstregen før Kevin Magnussen.

Franskmanden blev dog diskvalificeret efter sjettepladsen i Italien, og han ligger derfor stadig 22 point efter sin teamkollega i VM-stillingen.

Sæsonen byder på endnu seks grandprixer. Det næste køres i russiske Sotji om to uger.

/ritzau/