Danmarks ældste er død

Danmarks ældste indbygger, Karen Marie Jespersen, Åbyhøj, er død. Hun blev 111 år, skriver Århus Stiftstidende.

Karen Marie Jespersen boede i sit eget hjem indtil for et år siden, hvor hun flyttede ind på plejehjemmet Åbygård i Åbyhøj.

Karen Marie Jespersen, der var fra Torrild mellem Odder og Skanderborg, kom ud og tjene, da hun var 14 år. Hun giftede sig da hun var midt i tyverne og slog sig med mand og søn ned i Århus, hvor hun i en årrække drev forretningerne Tatol og Schous Sæbehus på Silkeborgvej.

Ritzau