Nominerede 2023: Byens Bedste Oplevelse

Byens Bedste 2023 er i luften. For 22. gang finder Berlingske det bedste, København har at tilbyde. Der er 15 kategorier og 75 nominerede.

Der findes ingen argumenter for at kede sig i København – heller ikke i 2023, hvor der igen har været fuld fart på oplevelserne. Det er, når man for alvor bruger byen, at man kan mærke, at den lever. Her er et udpluk af de bedste oplevelser lige nu.

Afstemningen er slut. Tak for din stemme. Vinderne i Byens Bedste afsløres på Berlingske.dk 8. september.

Læs om alle de nominerede herunder.

Mystery Makers

Mystery Makers

Det er flere år siden, Mystery Makers’ gåder blev populære at løse i mørke rum eller rundtomkring i byen. Så blev der lidt mere stille omkring firmaet, som i mellemtiden har prøvet lykken i udlandet. Men nu har de igen vendt blikket mod København med endnu en destination, Kødbyen. Man kan med andre ord gå på opdagelse i det gamle industriområdes historie og natteliv – og løse en gåde undervejs.

Mystery Makers har i det hele taget været med til at udfolde københavnerhistorie på en sjov måde, hvor alle kan være med, og hvor man bliver klogere på Danmarks pragtfulde hovedstad, mens man har det sjovt.

Mystery Makers

Grønningen 15, 1270 København K

Copenhagen Light Festival

Christoffer Askman, vnr.TV, Cop

Når der står februar på kalenderen, kan det være svært at finde et lys i mørket. Og så igen. Netop i en af årets kedeligste måneder rykker lyskunsten ind i gader og stræder under navnet »Copenhagen Light Festival«, som varer i hele tre uger.

I anledning af, at København i 2023 bærer titlen »UNESCOs Arkitekturhovedstad«, blev årets festival suppleret med installationen »white beams«. Den bestod af 11 stråler, som lyste fra Københavns Rådhus mod bygninger i forskellige områder, for eksempel Grundtvigskirken, B&W Hallerne og Amager Bakke. I kølvandet på et år med inflation og energikrise var det ekstra opløftende, at festivalen kunne gennemføres. Drevet af vedvarende energi, naturligvis. Bliv ved med at lyse i mørket, tak!

Copenhagen Light Festival

Toldbodgade 39, 1253 København K

BaneGaarden

Banegaarden

Da BaneGaarden åbnede for nogle år siden, skulle det lige bestå testen. For kunne et nedlagt baneareal tiltrække nok gæster til, at de mange planer kunne føres ud i livet? Svaret er ja. I dag er det gamle DSB-område et sandt mekka for oplevelser.

Her kan man spille rosébanko, gå til langbordsmiddage, krebsegilder, spise brunch, hente brød hos bageren og spise gourmetmad i de gamle, nedlagte lader. Eller ganske enkelt dumpe forbi til et glas ved de udendørs træborde med savsmuld under fødderne og fuglekvidder i ørerne. BaneGaarden har for længst bevist, at stedet ikke er nogen døgnflue – takket være en flok driftige københavnere.

BaneGaarden

Otto Busses Vej 45a, 2450 København SV

Shakes

Anders Budde Christensen svinger med manken og giver den gas i »Stormen«. PR-foto: Gudmund Thai Gudmund Thai


Hvert år sidst på foråret indtager teatertruppen »Shakes« H.C. Ørstedsparken. Her tager det cyklende teater Shakespeare under kærlig behandling mellem nyudsprungne blade – til glæde og morskab for alle, der lægger vejen forbi. I år var det »Stormen« – en forestilling, teatret bag kalder »Shakespeare på syre« – som blev opført i maj og juni.

Forestillingerne, der både indeholder dans, musik og sang, er forholdsvis korte, ganske gratis og præsenteres i samarbejde med Folketeatret. En ganske enkelt formidabel måde at bruge en af byens smukkeste parker som ramme for at fejre sommeren med Shakespeare på slap line.

Shakes

Sønder Boulevard 81, 1720 København V

Øens Have

BB


Det startede på Østerbro, hvor en gruppe københavnere skabte et økologisk bylandbrug, der under navnet ØsterGro blandt andet forsynede en lille restaurant på en tagterrasse. Senere udvidede de samme mennesker ideen til Refshaleøen, hvor Øens Have nu holder til. Dels som et økologisk bylandbrug og dels som en restaurant, der udelukkende serverer sæsonbaserede grøntsager fra egen have og lokale gårde plus skånsomt fangede fisk og skaldyr.

Et af højdepunkterne er, at maden indtages i en smuk jurt, et særligt filttelt, som benyttes af nomader på stepperne i Centralasien. På det seneste er Øens Have også blevet et sted, man kan fejre alt fra bryllupper til firmafester, ligesom 150 skoleklasser hvert år kigger forbi for at lære om økologisk dyrkning. Læg hertil yoga, skattejagter og aktiviteter til københavnere i alle aldre. Tænk, at den slags findes (næsten) midt i byen!

Øens Have

Refshalevej 159b, 1432 København K