Kommentar: Musikken spiller igen for fuld styrke på byens spillesteder. Et enkelt af dem er dog kommet i en slem kattepine

København bugner af nye spillesteder, festivaler og virkelyst ovenpå et par vanskelige år.

»Udenlandske kunstnere har vi måttet kigge længere efter. Til gengæld har vi så haft The Minds Of 99, der lykkedes med at finde en coronalomme stor nok til at fylde Parken med en koncert, der allerede har skrevet sig ind i historiebøgerne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har været et par mildest talt udfordrende år for livemusikken. Både for alle os, der elsker at mødes foran scenerne og mærke musikken strømme gennem krop og sjæl. Men i særdeleshed også for alle dem, der sørger for, at musikken spiller. Både på scenen og i kulisserne.

Da de sidste coronarestriktioner i Danmark forsvandt 1. februar 2022 var det efter knap to år i undtagelsestilstand. Spillesteder måtte lukke, festivaler aflyse, og når musikken endelig spillede, var det med reduceret kapacitet, masker, sprit og afstandskrav.

I de gode perioder har vi heldigvis haft alle de mange gode danske bands og artister til at indtage scenerne og give os nogle hårdt tiltrængte koncertfix. Udenlandske kunstnere har vi måttet kigge længere efter. Til gengæld har vi så haft The Minds Of 99, der lykkedes med at finde en coronalomme stor nok til at fylde Parken med en koncert, der allerede har skrevet sig ind i historiebøgerne.

Selvom det har været en periode med store afsavn og frustrationer, er udviklingen og virkelysten tydeligvis ikke gået i stå.

Her på den anden side genåbningen er København blevet beriget med nye festivaler som Syd For Solen i Søndermarken og en række spændende nye venues som for eksempel Stagebox på Refshaleøen, Copenhagen Destillery ved Kløvermarken samt ikke mindst Musikhuset København, et nyt epicenter for akustisk musik i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs gamle palæ på Vesterbrogade.

Disse føjer sig til et i forvejen bugnende udbud af venues i snart sagt alle størrelser fra elegante Hotel Cecil over det rå Pumpehuset til det mangeårige fyrtårn Vega. For ikke at tale om de store kollektive sug i K.B. Hallen, Forum og Royal Arena. Udbuddet har aldrig været større, og den største bekymring må nok være, om udbuddet helt kan matche efterspørgslen. I hvert fald her på den korte bane. Der er stadig tegn på, at publikum endnu ikke er kommet helt op i koncertomdrejninger efter corona. Men mon ikke det ændrer sig?

En by skal dog ikke kun måles på antallet af spillesteder og store internationale navne. Jeg synes, at der er grund til at kippe med flaget for Københavns livlige jazzscene.

Her gør en kritisk masse af dygtige musikere og venues det muligt at opleve jazz på helt tæt hold nærmest alle ugens dage. La Fontaine, Montmartre, Søhesten, Galatheakroen, Charlie Scotts, BørneTeatret på Christiania og Paradise Jazz på Huset i Magstræde. Det er bare om at komme afsted. Det vidner i den grad om en by med en levende og vital musikscene. Og det er bestemt ikke noget, man kan tage for givet.

Alt er dog ikke fryd og gammen i koncertland. Fredagsrock i Tivoli har haft gevaldige problemer i indeværende sæson med flere shows, der er endt i kaotiske tilstande med slagsmål og alt for mange mennesker. Det er den slags, man ikke gider indløse turpas til.

Og så er jeg også nødt til at nævne Københavns Kommunes helt groteske håndtering af det, der burde være en simpel byggesag på det regionale spillested ALICE på Nørrebro. Det lille spillested med de høje kunstneriske ambitioner har været hjemløse, siden man i foråret 2021 opdagede, at ventilationsanlægget i den bygning, man lejer af kommunen, er defekt.

Først nægtede kommunen at betale for udskiftningen, og siden er sagen blevet syltet i et kafkask forvaltningshelvede med det resultat, at spillestedet nu står i dyb krise med et millionunderskud og stor medarbejderflugt til følge. Seneste melding er, at ALICE kan forvente at genåbne i maj 2023 – altså to år efter at fejlen blev opdaget. Selve udskiftningen af ventilationsanlægget anslås at tage beskedne seks uger. Det er en skandale uden lige.

Vi krydser fingre for ALICE. Og glæder os samtidig over, at vi endelig igen kan samles om musikken på byens mange andre fantastiske spillesteder.

Herunder kan du stemme på ALLE de nominerede i Byens Bedste 2022.