København har vokseværk i højderne. Byens tage gemmer på skjulte perler, hvor udsigt og atmosfære går op i en højere enhed og giver byen et strejf af udenlandsk swung.
Livet på toppen af København er ret skønt.
Men hvilken er Byens Bedste Rooftop lige nu?
Afstemningen er slut. Følg med når vi afslører vinderne på Berlingske.dk.
Læs om de fem nominerede her, og find de andre kategorier nederst i artiklen.

En åben rooftop med panoramaudsigt over Indre by. Det får man på Filmtaget. Det kan godt være, at der har været tumult om økonomien bag, men resultatet står ret skarpt, og i kategorien rooftop, er det en af de bedre.
Foruden open air biografen Himmelbio er her spisested og legeplads.
Der er også en formidabel udsigt over Kongens Have. Der er fri adgang til Filmtagets udstilling, hvor man kan se højdepunkter fra dansk film, quizze og generelt blive lidt klogere på film. Man skal dog købe billet, hvis man skal se film. Der er point for at forny filmmediet en smule, og så er det et plus, at den er åben året rundt.
Gothersgade 55, 1123 København K.

Nimb Roof er noget særligt. En eksklusiv tagterrasse, der byder på både pool, bar og loungeområde. Den ligger på toppen af det eksklusive Hotel Nimb og er egentlig kun for hotellets gæster. Sommeren igennem er der dog masser af muligheder for på udvalgte dage at komme op på toppen og få et strejf af luksus, hvis man køber adgang til en såkaldt sommeraften.
Nimb Roof er international i sit udtryk, og hvem drømmer sig egentlig ikke væk til en eksotisk storby i ny og næ?
Bernstorffsgade 5, 1577 København V.

Selvom man ikke er helt højt oppe i himmelen lige her, så føles det sådan. Og det er en tagterrasse. Og det er en lang én af slagsen.
Adressen kender de fleste nok, for den ligger på Langelinie. Langelinieskuret fra 1894 har gennemgået en forvandling, og i den proces er der på taget lavet en lang tagterrasse med et kæmpe langbord, der kalder på fest eller bare hygge.
Her kan man selv let slå sig ned på en sommerdag og nyde et glas eller en picnic. Udsigten er forrygende, for du kigger direkte ud over Københavns havn og op i himlen. Der er udsigt til Trekroner Fort og Refshaleøen. Man kan også spille petanque på de anlagte baner, og man kan sidde på en bænk i bedste Peter A.G.- stil og kigge ud over havnen.
Der er lige nu strid om dele af indretningen af Langelinieskurets rooftop. Ejeren af stedet har derfor påny indsendt en ansøgning til Københavns Kommune om dispensation for indretning af området. Sagens forventes afgjort i løbet af efteråret.
Langelinie Allé 26, 2100 København Ø.

Den her rooftop er en vildtvoksende park lige midt i trafikken. På taget af IKEA ligger en tagterrasse, hvor det virker til, at konceptet er vildt med vilje, med både kvashegn, insekthoteller og fuglehuse.
Der er vilde beplantninger og brede stier, så her kan man gå ture, løbe en tur, tage et hvil på en bænk eller holde sig en lille picnic. Her er altid gratis adgang, og udsigten er helt forrygende, og der er kig ud over alle byens mange smukke tårne.
På taget ligger der også en restaurant, Do More, der laver mellemøstlig mad. Den har dog intet med IKEA at gøre, så forvent ikke de allerlaveste priser.
Dybbølsbro 4, 1577 København V.

Det er en unik lille oase, der findes her på det lille Hotel Sanders. Det føles som at være sydpå, når man sidder her oppe under himlen. Hotel Sanders er et af den slags små hoteller, som man nemt kan glemme ligger i København, for stemningen skriger Paris, Rom eller Milano.
Alt er lækkert her, men det skønneste er den fine rooftop, hvor det føles, som om tiden står stille. Oppe over byens tage kan man drikke kaffe eller spise i eksotiske og elegante omgivelser, med grønne planter og en forrygende udsigt. Et plus ved denne tagterrasse er, at den er overdækket, så den er tilgængelig hele året rundt, og også når solen ikke skinner.
Tordenskjoldsgade 15, 1055 København K.