Det danske medicinalselskab Zealand Pharma falder torsdag eftermiddag klokken 14.30 over ti procent på børsen.

Det sker, efter at amerikanske Eli Lilly har offentliggjort data fra et fase 2-studie af vægttabsmidlet eloralintid.

I studiet, som er blevet publiceret i tidsskriftet The Lancet, har midlet vist et vægttab på op mod 20 procent over 48 uger.

Resultaterne er nogenlunde på niveau med Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound, skriver MarketWire.

Eloralintid er en amylin-analog, hvorimod eksempelvis Wegovy, Ozempic og Mounjaro er GLP-1-analoger.

Den første bølge af vægttabsmidler er primært fokuseret på netop GLP-1, som er et hormon, der findes naturligt i tarmen.

Men lægemiddelselskaber forsøger nu at finde alternativer, som fokuserer på andre hormoner eller eksempelvis hjælper med at bevare muskelmasse under vægttab, skriver Reuters.

Zealand Pharma er også ved at teste et lægemiddel, petrelintid, som er en amylin-analog. Det betyder, at stoffet efterligner virkningen af hormonet amylin, som naturligt udskilles i bugspytkirtlen, og som er med til at regulere blodsukkeret.

I marts indgik Zealand Pharma en aftale med det schweiziske medicinalselskab Roche om udvikling af petrelintid.

Hvis de aftalte milepæle bliver nået, kan den samlede betaling til Zealand Pharma løbe op i 5,3 milliarder dollar, svarende til knap 35 milliarder kroner.

/ritzau/