Biotekselskabet Zealand Pharma falder torsdag morgen med 8,5 procent på fondsbørsen, efter at partneren Boehringer Ingelheim har offentliggjort nye forsøgsresultater.

Det drejer sig om vægttabsmidlet survodutid, som har været igennem et såkaldt fase 3-studie.

Overvægtige personer med type 2-diabetes tabte sig 13,1 procent efter 76 ugers behandling med stoffet.

Det er 10,0 procentpoint mere end kontrolgruppen, der fik placebo i stedet for survodutid.

Derudover oplevede forsøgspersonerne forbedringer på en række andre helbredsindikatorer, herunder blodsukkerindholdet.

Til gengæld var der 18 procent af forsøgspersonerne, som måtte opgive at fuldføre studiet på grund af bivirkninger som blandt andet kvalme og opkast.

Det er nogenlunde samme frafald som det fase 3-studie, der blev offentliggjort i juni, og som også resulterede i et stort kursfald for Zealand Pharma.

Det er Zealand Pharma, der oprindeligt opdagede survodutid. Det er et såkaldt GLP-1-præparat på linje med Novos semaglutid, der er det aktive stof i Wegovy.

Selskabet indgik i 2011 en partnerskabsaftale med Boehringer Ingelheim, som står for udviklingen og kommercialiseringen af midlet.

Zealand Pharma vil ifølge aftalen modtage en procentdel af salget, når survodutid kommer på markedet, ligesom der også kan være ekstra bonusser på mere end to milliarder kroner i sigte, hvis salget når en række fastlagte milepæle.

RITZAU