YouSee-medarbejder slået ned på vej på arbejde – nu reagerer konkurrenten: »Det er helt uacceptabelt«

En medarbejder fra YouSee blev mandag slået ned på vej på arbejde. YouSee og Discovery har på det seneste bekriget hinanden, men selvom det ikke vides, om episoden har nogen relation til dette, har Discovery offentligt kommenteret overfaldet.

En Yousee-medarbejder er blevet slået ned på vej på arbejde mandag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

»Fuck YouSee.«

Sådan lød ordene, da en YouSee-medarbejder blev slået ned bagfra mandag formiddag.

Fyns Politis døgnrapport vidner om et usædvanligt overfald i Odense mandag formiddag klokken 11.10, da en YouSee-medarbejder var på vej på arbejde. Gerningsmanden slog YouSee-medarbejderen i baghovedet med en ukendt genstand og forsvandt.

Medarbejderen nåede ikke at se andet af gerningsmanden, end at han havde en sort og gul dunjakke på.

»Vi kan desværre bekræfte, at en medarbejder fra YouSee blev overfaldet, da han var på vej på arbejde mandag formiddag i Odense. Vi er dybt rystede over episoden, som vi tager meget alvorligt, og vi har fuldt fokus på at tage hånd om den pågældende medarbejder. Vi har desuden taget de nødvendige forholdsregler for at sikre vores medarbejdere,« siger direktør for YouSee Jacob Mortensen til TV 2 Fyn.

Mediet beretter, at medarbejderen slap med overfladiske skrammer, og at Fyns Politi er i gang med efterforskningen.

Jesper Bæk, der er politikommissær​ ved Fyns Politi, forklarer, at det endnu er uvist, om der er noget motiv for overfaldet, og han vil dermed ikke kæde det sammen med den verserende TV-krig mellem YouSee og Discovery.

Discovery tager afstand

Alligevel har Discovery offentligt taget afstand fra volden mod YouSee-medarbejderen.

I en pressemeddelelse lyder det blandt andet, at ledelsen tager skarp afstand fra episoden, selvom det ikke vides, om den har noget som helst med TV-krigen af gøre.

»Konflikten mellem Discovery og YouSee er rent forretningsmæssigt anliggende, og ingen medarbejdere hos hverken os eller YouSee skal frygte for at passe deres job. Vi tager skarp afstand fra denne form for opførsel. Uanset årsag er det helt uacceptabelt at lade sin vrede gå ud over en tilfældig medarbejder,« siger direktør hos Discovery Networks Danmark Christian Kemp.

Berlingske har spurgt Discovery om, hvad der ligger bag pressemeddelelsen. Forklaringen lyder, at Discovery ønsker at melde helt klart ud, at de tager kraftig afstand fra episoden, og de understreger samtidig, at man ikke kan sammenkoble konflikten med episoden.

TV-krigen synger på sidste vers

Den omtalte TV-krig, der har stået på i længere tid mellem Discovery og YouSee, så ellers ud til at være afgjort i sidste uge.

YouSee meddelte, at alle YouSee-kunder mister adgangen til Discovery Networks’ 11 TV-kanaler en 1. januar.

Det skyldes, at der ikke kommer nogen aftale mellem Discovery og Yousee. Derfor stopper kanaler som 6’eren, Kanal 5, Kanal 4 og Discovery med at virke på YouSee-kunders TV-apparater ved årsskiftet.

I snart to måneder har kampen raset frem og tilbage. Det er tidligere i Berlingske blevet betegnet som en »skelsættende begivenhed«.

Det begyndte den 17. september, hvor TDC-ejede YouSee meldte ud, at alle Discoverys TV-kanaler ville blive pillet ud af samtlige af YouSees TV-pakker og erstattet af kanaler fra TV 2 og CMore.

Discovery var ikke på forhånd informeret om ændringerne, som reagerede med helsides annoncer og TV-reklamer, der sværtede YouSee til og opfordrede seerne til at skifte udbyder.