Windows 98 lever to år mere

Begravelsen skulle have været på fredag. Nu lever Microsofts nok mest populære styresystem i endnu et par år.

Microsoft har i sidste øjeblik besluttet at forlænge levetiden for styresystemet Windows 98 med endnu to år. En betragtelig del af PC-brugerne - faktisk hver fjerde Microsoft-kunde på verdensplan eller 87,5 millioner - anvender nemlig stadig denne udgave.

Egentlig var det annonceret, at Microsoft fra på fredag ville ophøre med at servicere og opdatere Windows 98 og dens aflæggere, Windows 98 SE samt Windows ME. De skulle lægges i graven efter veltjent levetid, nu hvor Microsoft satser på den nyeste udgave, Windows XP. Men nu forlænges levetiden frem til 30. juni 2006, så man både kan betale sig til hjælp over telefonen og få fejlrettelser. Microsoft ville ellers ophøre med at rette sikkerhedsfejl fra på fredag. Den overraskende tallerkenvending kommer officielt for at hjælpe de kunder, der stadig bruger de ældre udgaver af Windows, og for at give Microsoft tid til at fortælle bedre om produkters livscyklus. Der har været heftig kritik af beslutningen om at aflive de tre Windows-udgaver, fordi de stadig er bredt anvendt, også i firmaer. Efterfølgeren, Windows XP, kræver nemlig væsentlig mere maskinkraft, hvilket oftest betyder udskiftning af computeren.