Læs mere
Fold sammen
Intel, verdens største chipproducent, står bag Wimax-teknologien, endnu en IT-forkortelse til bunken, der står for »World Onteroperability for Microwave Access.«

Teoretisk giver den mulighed for op til 8 mbit/s over 50 km, uden man behøver »line of sight« altså kunne se fra afsender til modtager. Det er en teknologi, der skal kunne konkurrere med det faste net i jorden samt give adgang til nettet for folk i udkantsområder, som ingen teleselskaber orker at grave sig vej ud til. Wimax er langt fra en grydeklar teknologi, men Intel lægger enorme kræfter i, at få os til at tro på den.

Andre trådløse teknologier:

FWA: Fixed Wireless Acces. Tidligere meget omtalt teknologi, der minder meget om Wimax, men som kræver frit syn mellem sendebase og modtager og som har vist sig at være både dyr og problemfyldt at få på markedet.

WLAN: Wireless Local Area Network. Et trådløst hjemmenetværk, der vinder indpas i et hav af privathjem, virksomheder og i det fri. I begrænsede områder giver WLAN meget stor båndbredde for trådløse enheder som bærbare computere, PDAer og nye mobiltelefoner. Kaldes også Hotspot eller WiFi.

3G: Den massivt omtalte efterfølger til de nuværende mobilnet, der også hedder UMTS, Universal Mobile Telecommunications System.Kan give op til 384 kbit/s og er i dag opsat over store dele af landet, men det er kun teleselskabet »3« der tilbyder tjenesten. Er hurtigere end GPRS og EDGE, som er overbygninger til det nuværende mobilnet. 3G kræver helt nye mobiltelefoner og kan også bruges af indstikskort til den bærbare.

Teleselskaberne ser fremtiden som et marked, hvor mange forskellige trådløse teknologier skal spille sammen, hvor brugeren reelt ikke opdager hvilket netværk hun bruger.