Walmart udfordrer Amazon - satser 15 mia dollar i Indien

Den amerikanske detailkæmpe Walmart er på vej til at indgå en aftale, som sikrer selskabet 75 pct. af aktierne i Flipkart, som er Indiens største e-handelsvirksomhed. Investeringen fra Walmarts side løber op i 15 mia. dollar eller næsten 94 mia. kr.

Arkivfoto: Walmarts investering i Flikart vil blive den største direkte udenlandske investering i Indien, da den overgår de 12,9 mia. dollar, et russisk konsortium betalte for Essar Oil i 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kamil Krzaczynski

Det skriver Financial Times mandag.

Walmart udfordrer dermed Amazon på det hurtigtvoksende indiske e-handelsmarked. Amazon har været aktiv i Indien siden 2013, og selskabet har afsat 5 mia. dollar til satsningen i den folkerige nation.

Amazon er dog ikke lykkedes med at tage teten i det indiske marked, da Flipkart svarede igen på konkurrencen fra USA med hjælp fra selskabets velkapitaliserede ejere, som blandt andet tæller japanske Softbank, Tiger Global Management fra New York samt eBay, Microsoft og kinesiske Tencent.

Ifølge Financial Times' oplysninger vil Softbank gennem sin Vision Fund sælge alle sine aktier i Flipkart, mens Tiger Global Management vil reducere sin ejerandel til 5 pct., og de to grundlæggere, Sachin og Binny Bansal, vil beholde 10 pct. af aktierne i Flipkart.

Flipkart blev startet i 2007 af Sachin og Binny Bansal, der var tidligere medarbejdere hos Amazon. De to grundlæggere fulgte indledningsvist deres gamle arbejdsgivers strategi og lagde ud med handel med bøger over nettet for senere at udvide til forbrugerelektronik.

Walmarts investering i Flikart vil blive den største direkte udenlandske investering i Indien, da den overgår de 12,9 mia. dollar, et russisk konsortium betalte for Essar Oil i 2016.