Mange ville formentlig ikke se andet end en regulær skrotbunke, hvis de gik forbi den på en losseplads.

Et fåtal passionerede samlere ville se meget mere end det, hvilket salgsprisen også er et klart bevis på.

Ved buddet 1,875 millioner dollar lød hammerslaget nemlig i sidste uge, da auktionshuset Sotheby's solgte et langtfra ordinært bilvrag.

Der er tale om det bulede og rustne karosseri fra den anden model af blot 13 originale Ferrari 500 Mondial Spider fra 1954 – hvortil den originale gearkasse følger med.

Kørt af berømt racerkører

Auktionshuset var ret så ærligt om, at bilen – eller det, der er tilbage af den – behøver en »omfattende istandsættelse« for yderligere et par millioner dollar.

I sin tid blev bilen brugt til at køre racerløb, og den har blandt andet været kørt af racerkøreren Franco Cortese, der blandt andet er kendt for at have kørt i Ferraris første racerbil.

Bilen blev eksporteret til USA i 1958, hvor den indgik i racerløb i en årrække, indtil den under et løb i midten af 60erne kørte galt og stak i brand.

Siden da har private samlere opbevaret bilen i dens beskadigede tilstand.

Bilen indgik ifølge Sotheby's i en kollektion af i alt 20 gamle Ferrari-biler, der også er blevet sat til salg af samleren, der har hjemme i Monterey i den amerikanske delstat Californien.