Volkswagens topchef træder tilbage

VW-topchef Martin Winterkorn træder tilbage som resultat af den omfattende skandale.

Foto: JOHANNES EISELE.
Læs mere
Fold sammen

Den 68-årige Martin Winterkorn, der er koncernchef for Volkswagen, trækker sig som direktør.

Det sker efter de sidste dages skandale, som har rystet ikke kun Volkswagen, men hele den tyske folkesjæl.

»Volkswagen har behov for en frisk start - også når det gælder personale. Jeg rydder nu vejen for denne fornyelse med min opsigelse,« udtaler Martin Winterkorn i en erklæring onsdag aften.

Tyskland er kendt for at have styr på tingene og levere kvalitet til tiden. Så det kom som en overraskelse af de store, da de amerikanske miljømyndigheder forleden afslørede, at Volkswagen har fusket med dieselmotorer så de kom til at fremstå mere miljøvenlige, end de egentlig er.

Det har ført til krav og enorme erstatninger og bøder, og har på få dage kappet en tredjedel af børsværdien på Volkswagen, som er en af verdens største bilproducenter med 600.000 medarbejdere i hele verden.

Alene i Wolfsburg et par hundrede kilometer vest for Berlin, hvor Volkswagen har sit hovedkontor, beskæftiger fabrikken tæt ved halvdelen af byens 125.000 indbyggere, og her støtter den store bilkoncern også universiteter og museer, lige som de ejer den lokale fodboldklub, der kæmper mod nogle af verdens bedste hold i Champions League.

Volkswagen blev grundlagt i 1938 under det daværende Nazityskland, og står bag blandt andet »Boblen«, der blev produceret i mere end 21 millioner eksemplarer. Men Polo, Passat og Golf er også bilnavne, som er blevet en så massiv succes, at de i dag er kendt af enhver skoledreng eller -pige over det meste af verden.

Over de sidste tyve år er virksomhedens salg firedoblet til over 200 milliarder euro om året, og i takt med fremgangen, har Volkswagen overtaget spanske Seat, tjekkiske Skoda og sportsvognsfirmaer som Bugatti og Lamborghini, så de nu ejer 12 kendte brands, herunder også Bentley, Ducati, Scania og MAN. Inden for de senere år er det også lykkedes for det tyske bil-ikon, at få en pæn markedsansdel i Kina og USA.

Martin Winterkorn har høstet en årsløn på 20 millioner euro, eller så meget som 150 millioner kroner, og skulle efter planen torsdag have stået skoleret over for en bestyrelse, som består af flere prominente navne, heriblandt Wolfgang Porsche, hvis familie ejer en væsentlig ejerandel i Volkswagen, samt politikeren Stephan Weil.

Herudover sidder repræsentanter fra flere tyske fagforeninger også med ved bestyrelsesbordet.

Et væsentligt punkt i samtalen med bestyrelsen skulle have handlet om, hvorvidt Martin Winterkorn kendte til de computere, som skulle narre myndigheder og  forbrugere om emissionen fra de dieselmotorer, der er installeret i 11 millioner biler verden over.

Martin Winterkorn er ingeniør og har en fortid i forskningsafdelingen hos Bosch, og i kvalitetssikringen hos Audi. I 1993 kom han til Volkswagen, og i 2002 vendte han tilbage som chef for Audi. Fire år senere blev han så Volkswagens koncernchef, hvor han afløste Bernd Pischetsrieder.