Volkswagen skærer ind til benet efter svag start på året

Europas største bilproducent, tyske Volkswagen, skal afskedige 5000 af sine 335.000 medarbejdere på verdensplan og frem til slutningen af næste år i sin største sparerunde nogensinde skære omkring fire milliarder euro (29,8 milliarder kroner) af sine udgifter, meddelte koncernen tirsdag.

Læs mere
Fold sammen
Det er den fortsat lave efterspørgsel på bilmarkedet, euroens høje kurs og bilproducenternes rabatkrig, som tvinger VW på kartoffelkur efter en svag start på 2004.

- Selv om vi i årets første to måneder har kunnet holde på vores markedsandel, er det allerede nu sikkert, at regnskabet for første kvartal 2004 bliver miserabelt, sagde Volkswagens koncernchef, Bernd Pischetsrieder, på et pressemøde i koncernens hjemby, Wolfsburg.

I forvejen havde VW bebudet at barbere udgifterne med to milliarder euro (14,89 mia. kr.) frem til slutningen af 2005, men nu skal det dobbelte beløb skæres som led i spareprogrammet "ForMotion". Derved håber VW at kunne opnå et årsoverskud på 2,5 milliarder euro (18,6 mia. kr.), selv om det ifølge Pischetsrieder er et "ganske krævende mål" i lyset af, at konjunkturerne fortsat ikke lysner.

Som led i sparerunden skal produktionsprocedurerne lægges om og op mod 2500 medarbejdere afskediges i Tyskland, mens et tilsvarende antal mister deres job i koncernens omfattende udlandsafdelinger. Det drejer sig primært om forvaltningsmedarbejdere, som ikke står ved samlebåndene i bilfabrikkerne.