Tre sager i Højesteret kan medføre, at ejere af andelsboliger specielt i København kan sagsøge hinanden på kryds og tværs for erstatninger op til millionstørrelsen. De tre sager handler om, hvorvidt der må være store udsving i prisen på en andelsbolig afhængigt af, hvilken valuar der har fastsat prisen.
Store forskelle i vurderingerne og dermed den pris, som den enkelte andelshaver har betalt, kan betyde store tab henholdsvis gevinster til købere og sælgere, og hvis forskellene ikke kan begrundes, kan det ende med erstatning til køberen, som det var tilfældet, da den første af sagerne blev afgjort for et par uger siden.