Vismand: 2010-planen i store vanskeligheder

Der mangler konkrete planer for, hvordan regeringen vil leve op til målsætningen i 2010-palnen, vurderer overvismanden

Regeringen skubber problemerne foran sig. Dens planer er nu baserede på opstramninger, der begynder i 2007, og fortsat ukendte initiativer, der skal skabe flere job. Det viser, at planen er i store vanskeligheder.

Sådan lyder vurderingen fra den økonomiske overvismand Peter Birch Sørensen oven på den økonomiske redegørelse, som regeringen udsendte onsdag.

»Det er positivt nok, at regeringen holder fast i målsætningen fra 2010-planen. Men det er også ret klart, når man læser den nye redegørelse, at 2010-planen er i store vanskeligheder,« siger han.

Planen går blandt andet ud på at sikre et så stort overskud på de offentlige finanser, at der er noget at tære på, når der i fremtiden bliver flere ældre og færre i arbejdsstyrken til at forsørge dem.

Ifølge regeringens 2010-plan skal overskuddet på de offentlige finanser svare til mellem 1,5 og 2,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Men den nye redegørelse viser et overskud på under 1,5 procent hvert år til og med 2006, når man ser bort fra engangseffekter og konjunkturer. Først derefter forudses der et stigende overskud.

»De har problemer med at holde væksten i det offentlige forbrug nede på det, der er målsætningen. Dertil kommer, at de offentlige investeringer vokser en del i disse år som følge af fremrykninger. Men så forudsætter de til gengengæld en meget lav vækst fra 2006 og frem. Det kan blive svært at realisere,« siger Peter Birch Sørensen.

Han peger også på, at 2010-planen forudsætter en varig stigning i beskæftigelsen på 60.000-65.000 personer inden 2010. Men at regeringen ind til videre ikke er kommet med konkrete anvisninger af, hvordan det resultat skal nås.

»Det begynder at blive svært at forestille sig, at det kan nås. Det er selvfølgelig ikke noget argument for at slække på målsætningerne. Men man savner konkrete meldinger om, hvad det er for nogle reforminitiativer, der vil komme,« siger Peter Birch Sørensen.