Vismænd: Dansk økonomi uden plan

Skatteborgerne kan se frem til et stort skattesmæk, hvis ikke regeringen snart får gennemført strukturreformer. Vismændene efterlyser en ny detaljeret plan. Finansminister Thor Pedersen fastholder, at målene i regeringens 2010-plan kan indfries.

Regeringen har ingen konkrete bud på velfærdsreformer, og den er alt for optimistisk i sine skøn for fremtiden. Det siger de uafhængige økonomiske vismænd i en ny rapport, der efterlyser en ny langsigtet og detaljeret plan for dansk økonomi.

Den gamle plan - 2010-planen - har ifølge vismændene udspillet sin rolle.

»Kravene til stigningen i beskæftigelsen er større, end regeringen forventer. Regeringen har for optimistiske forventninger, og det er bekymrende, at den ikke har fremlagt konkrete reformplaner,« sagde overvismand Peter Birch Sørensen, da han i går fremlagde vismandsrapporten.

Vismændene vurderer selv, at strukturreformer skal skaffe omkring 140.000 flere i job frem mod 2011. Hvis det ikke sker, er der behov for at hæve bundskatten med 4,2 procentpoint. For en lønmodtager med en årsindtægt på en halv mio. kr., svarer det til et skattesmæk på knap 22.000 kr. om året.

En lille hjælp kunne komme fra en mindre rigid udgave af skattestoppet. Vismændene har beregnet, at hvis punktafgifter og ejendomsskatter får lov at følge inflationen, og gevinsten bruges til at sænke indkomstskatten, vil det på fire år skabe 8.000 arbejdspladser.

Finansminister Thor Pedersen (V) mener, at regeringens skattestop frem til 2010 vil give 5.000 nye job, og han fastholder, at regeringens økonomiske plan holder: 60.000 flere vil komme i varig beskæftigelse inden 2010, og væksten i offentlige udgifter vil blive holdt på en halv pct. stigning årligt.

»Planen holder, og så skal vismændene ikke opfinde og definere en anden finanspolitik end den, der er regeringens,« siger ministeren.Business side 8-10

Leder. Magasin side 12