Virksomheders køb trækker bilsalget i vejret

Bilsalget steg med knap otte procent i februar, hvor særligt virksomheder købte nye biler.

Der blev solgt 20.404 biler i februar, viser tal fra Danmarks Statisik. (Arkivfoto) Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der blev solgt flere nye biler hos landets forhandlere i februar, og det var særligt virksomheder, der trak salget i vejret.

Samlet blev der solgt 20.404 biler i februar, når man korrigerer for sæsonudsving.

Det er en stigning på knap otte procent over det seneste år, mens salget er på niveau med januar. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Bilsalget bliver ofte brugt som et blandt mange pejlemærker til at vurdere privatøkonomien hos danskerne.

Hos Dansk Industri betegner Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør for bilbranchen, salget som solidt.

»Bilåret er startet rigtig godt. Dog er det værd at bemærke, at privatsalget isoleret set er to procent nede i forhold til samme periode sidste år.«

»Det betyder, at det er virksomhedernes bilkøb, der driver fremgangen,« siger han.

Thomas Møller Sørensen peger på, at forbrugertilliden - der måler danskernes mod på at købe nye ting - også er faldet på det seneste.

Det flugter ifølge hans vurdering med den lidt mindre appetit på at købe nye biler.

/ritzau/