Virksomheder opretter grinerum til medarbejdere

Anti-stress. Fem danske virksomheder har besluttet at oprette et grinerum til deres medarbejdere for at komme stress i forkøbet.

Nu er det ikke kun til julefrokoster og firmafester, at medarbejderne skal grine på kommando. Latter er nemlig det seneste forsøg, der skal dræbe stress i danske virksomheder, og derfor har fem af dem besluttet at oprette et grinerum for deres medarbejdere. Det gør de på opfodring af lattercoachen og iværksætteren Thomas Flindt.

- Latter er den bedste og billigste medicin mod stress. Når vi ler, kobler tankerne fra, musklerne afspændes og kroppen producerer masser af de hormoner, der gør os glade og afslappede, siger Thomas Flindt. Han har indført firmalatter i en række virksomheder og har efter sigende skruet op for arbejdsglæden og ned for stress blandt medarbejderne. Nu skal andre virksomheder gøre dem kunsten efter.

Sæt en CD på og grin løs

Derfor tilbyder han nu alle virksomheder en såkaldt latter-cd, så de selv kan komme igang med at få rørt grinemusklerne. Medarbejderne skal afsætte fem minutter om dagen til at grine, og de kan selv bestemme hvornår det skal foregå. Det er blot at få opretttet et seperat rum til formålet.

-Vi behøver ikke forskernes ord for, at et godt grin smitter. Men nu har vi det og kan bruge det til noget godt, nemlig til at få bugt med den stress, som flere og flere danskere kæmper imod. Videnskabelige studier har vist, at latter forebygger stress eller mindsker de negative effekter af stress, fordi vores immunsystem styrkes, når vi ler, siger Thomas Flindt.

Om det går så vidt vil tiden vise, når han sætter sin latteruge i gang i næste uge.