Virksomheder køber sig til gode regnskaber

Outsourcing. Det er blevet populært at lade andre tage sig af sin virksomheds økonomi. Flere virksomheder outsourcer nu samtlige regnskabsfunktioner.

Det er ikke kun rengøringen og kantinedriften, som virksomhederne lader andre klare for sig. Nu er outsourcing-bølgen nemlig også nået til regnskabsafdelingerne. De seneste tre år har virksomhederne i stigende grad overladt både bogholderi og lønadministration til specialiserede revisionsvirksomheder mod betaling.

Hos Price Waterhouse Coopers er 500 virksomheder i løbet af tre år hoppet på vognen, og også Deloitte tager sig nu af økonomien for flere hundrede virksomheder og har flere gange måtte afvise at tage nye kunder ind på grund af travlhed.

Det er især manglen på gode regnskabsmedarbejdere, som har sat fart i tendensen.

”Mange har haft utroligt svært ved at finde dygtige bogholdere, og mindre virksomheder som kun har en eller to økonomer ansat er pludseligt meget afhængige af dem. Det er den personlige uafhængighed, som får virksomhederne til at outsource hele regnskabsfunktionen, siger Frants Moriatis, partner og leder af afdelingen for outsourcing hos Price Waterhouse Coopers.

Outsourcing kommet for at bliveDet er virksomheder fra alle brancher, som får revisionsfirmaerne til at tage sig kærligt af deres regnskaber. Til gengæld er der flest mellemstore virksomheder i kundekredsen.

”Virksomheder, som outsourcer økonomifunktionen i Danmark har typisk under 10 ansatte. For de helt store virksomheder kan det derimod bedre betale sig at outsource dele af deres administration til lavtlønslande i Østeuropa eller Asien«, siger Martin Søgaard, partner i Business Process Outsourcing hos Deloitte.

Han mener, at udviklingen med outsourcing vil fortsætte, sålænge arbejdsmarkedet er stramt.

» Virksomhederne vil fokusere mere på deres produktion og udvikling, mens de lader andre tage sig af alt det ved siden af som eksempelvis administration«, siger han.