Foran Christiansborg i København vil det fra tirsdag være muligt for virksomheder og organisationer at stressteste deres evner under et simuleret cyberangreb.
Det oplyser it-virksomheden Atea, der har lavet en opsætning til formålet i en 40-fods container, i en pressemeddelelse.
Opsætningen er lavet for at markere den internationale cybersikkerhedsmåned - oktober -, der skal øge folks viden om digital sikkerhed.
Øvelsen har til formål at teste virksomheders og organisationers evne til at handle hurtigt, samarbejde under pres og træffe gode beslutninger, når et cyberangreb finder sted.
Atea-koncernens it-direktør, Sara Amini, siger i meddelelsen, at cybertruslen stadig bliver større og mere kompleks.
- En af de helt afgørende ting for at minimere omkostningerne ved et angreb er, at man ved, hvad man skal gøre, når det rammer, lyder det.
- Vi håber at kunne vise, at det kræver samarbejde mellem alle kompetencer og ansvarsområder at skabe det bedste værn mod digitale trusler.
Når simulationen er endt, afrundes øvelsen med en evaluering af de beslutninger, som blev taget undervejs.
På den måde kan virksomheder få indsigt i, hvad der fungerer, og hvad der måske ikke fungerer ved deres beredskabsplan.
"The Esc Room", som Atea kalder containeren, vil være placeret foran Christiansborg fra den 21. til den 25. oktober.
I den periode vil det være gratis for virksomheder og organisationer at booke en tur i simulatoren.
Også forbipasserende kan få lov til at prøve den afkortede version.
/ritzau/