Virksomheder kan spare millioner på telefoni

Danske virksomheder kan spare millioner på telefonregningerne, hvis de havde større overblik over behovet for telefoni.

Det viser en undersøgelse, som analysefirmaet IDC Nordic har lavet og som bygger på interview med 107 danske virksomheder og teleoperatørerne på det danske marked.

Konklusionen er, at virksomhederne kan spare op til halvdelen af telefonregningen ved at samle aftaler om både fastnet og mobiltelefoni hos én operatør. Det er specielt de store virksomheder, som har udstyret mange medarbejdere med en mobiltelefon, der kan spare på telefonudgifterne.

Undersøgelsen nævner flere eksempler på virksomheder, der har sparet på telefonregningen. Blandt dem er el-selskabet NESA, der sparer mere end en million kr. om året ved at samle al telefoni hos et selskab.

/ritzau/