Virksomheder hjælper unge

En lang række virksomheder allierer sig nu med landets største politikredse for at give kriminelle og udsatte unge en ny chance ved at sluse dem ind i job eller praktikordninger.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere, som vil have erhvervslivet til at tage et større socialt ansvar over for de tusinder af unge, som er ved at gå tabt i velfærdssamfundet, skriver Jyllands-Posten.

En stor del af dem er indvandrerunge, men også etniske danskere er i søgeren.

TDC, Grundfos og Nordea er blandt de virksomheder, der allerede har stillet sig til rådighed for projektet, som både skal omfatte småkriminelle og unge med vold eller røveri på samvittigheden.

»Vi har mange unge, som ingen tilknytning føler til samfundet. Virksomhederne har mulighed for at give dem en chance mere. Hvis vi ikke får fat i dem nu, så spilder de deres liv, og samfundet spilder en masse ressourcer,« siger formanden for netværket, Dan Boyter.

Han er direktør i den jyske industrivirksomhed Pressalit Group, som selv vil tage imod nogle af de unge, når projektet bliver skudt i gang til januar.

I alt har foreløbig 15-20 virksomheder meldt sig på banen i København, Århus og Odense. Politiet i Århus vurderer, at projektet især vil hjælpe de unge andengenerationsindvandrere.

»De har generelt svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og hvis de så også har en plettet straffeattest, så er det næsten umuligt for dem,« siger chefpolitiinspektør ved Århus Politi, Bent Preben Nielsen.

Projektet løber i første omgang over fire år. Det er finansieret med i alt 20 mio. kr. via de såkaldte satspuljer.