Virksomheder har ønske om forskerhjælp

Fem danske virksomheder betaler hver 20.000 kr. for at få et hold af internationale matematikere og fysikere til at løse meget konkrete projekter, når Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet i Sønderborg midt i august er vært for European Study Group with Industri (ESGI)

Instituttets direktør Frands Voss oplyser, at der kun var plads til fem projekter, og at flere af kapacitetsgrunde har måttet afvises.

Erhvervslivets interesse for at få løst meget komplicerede specialopgaver er således stigende.

- Det skal ikke være en opgave, som en eller to ingeniører kan løse på et par dage. Vi ønsker opgaver, som virkelig udfordrer deltagerne, der til daglig enten forsker eller underviser på universiteter og læreanstalter rundt om i verden, siger Frands Voss.

Blandt de deltagende virksomheder er Danfoss, Grundfos, softwareleverandøren SimCon A/S og olie- og gasspecialfirmaet Welltec A/S.

De har hver et hold af mellem fem og ti forskere til deres rådighed.

Mads Clausen Instituttet var senest vært for ESGI for fire år siden, og bag årets arrangement i dagene 13.-18. august står desuden Matematisk Institut på DTU i Lyngby og Mærsk McKinney Møller Instituttet på SDU i Odense.

fm