Virksomheder

Læs mere
Fold sammen

DSV tilbagekøber

Transportkoncernen DSV har købt halvdelen af aktierne i TNT DFDS Transport Logistics tilbage,

meddeler DSV. Det er ellers ikke mere end to år siden, at DSV solgte halvdelen af DFDS Transport Logistics til hollandske TNT

Logistics, og et joint venture blev etableret.



DSV forklarer, at joint venturet nu er opløst dels af kommercielle årsager,

dels fordi TNT Logistics købte det svensk baserede Wilson Logistics i juni. Wilson Logistics lever som DSV af logistik-aktiviteter

i Norden.



- Koncernledelsen er meget tilfreds med, at DSV køber selskabet tilbage, står der i børsmeddelelsen.

RB-Børsen

Vestas får stor ordre

Vindmølleproducenten Vestas har fået en ordre på 30 møller

med en kapacitet på 1,8 MW hver, som skal leveres i år. Turnkeyordren, der har en værdi af 55 mio. euro (knap 410

mio. kr.), ændrer ikke på forventningerne til i år, oplyste Vestas kort før børstid fredag.



-

Ordren bekræfter Vestas'' positive forventninger til det voksende canadiske marked, siger Svend Sigaard, koncernchef for Vestas,

i en kommentar til ordren. Tidligere på året oplyste Vestas, at den var i færd med at undersøge muligheden

for at etablere lokal produktion i USA eller Canada. Det skyldes, at koncernens indtjening på projekter i lande, hvis valuta

relaterer sig til udviklingen i dollarkursen, falder i takt med, at dollaren svækkes. RB-Børsen







Danish Crown

i joint venture



Gigantslageriet Danish Crown fortsætter sin ekspansion i udlandet, og i sidste kunne virksomheden meddele,

at den i samarbejde med et finsk slagteriselskab i et joint venture havde købt den bestemmende aktieandel i den polske slagterivirksomhed

Sokolow SA.



Sokolow er Polens stærkeste varemærkevirksomhed indenfor kødområdet, og virksomheden omsatte

i 2003 for 1,6 milliarder kroner. Virksomheden fremstiller bl.a. en række forædlede kødprodukter af både

svine- og oksekød, og virksomheden er inde i en kraftig vækst.



- Udvidelsen af EU giver nye muligheder i kødsektoren,

og vi har i Danish Crown længe søgt et engagement i Østeuropa, siger Danish Crowns adm. direktør Kjeld

Johannesen. lrs







Vestfrost-direktion helt fornyet



Med ansættelsen af den 35-årige Kenneth Mynster Dolmer

som supply chain-direktør og direktionsmedlem har A/S Vestfrost, Esbjerg, gennemført en total fornyelse af direktionen,

siden adm. direktør Torben Sørensen kom til virksomheden i november 2002. Den nye direktør, der kommer fra en tilsvarende

stilling hos Gabriel A/S, Aalborg, er tiltrådt 1. august og har ansvaret for virksomhedens samlede indkøb, produktionsplanlægning

og logistik. I forbindelse med ansættelsen udtræder indkøbsdirektør Bertil Grandt, 61 år, efter eget

ønske af direktionen og fortsætter som områdeindkøbschef. fm







En mia. kr. på en måned



Formuepleje

A/S i Århus lancerede i begyndelsen af juli en ny investeringsforening med udelukkende danske obligationer. Målet var,

at formuen i Investeringsforeningen Adagio inden for det første år skulle runde en milliard kroner, men det beløb

blev nået i løbet af den første måned.



- Vi har i løbet af den første måned fået

bekræftet, at vi med den nye investeringsforening har lanceret et nyt, konkurrencedygtigt koncept, siger Brian Leander, direktør

i Formuepleje A/S, der er kapitalforvalter for Adagio. er







Rettelse



Redaktionen har tilsyneladende misforstået

borgmester Flemming Jansen, Pandrup kommune, i forbindelse med en omtale af fremtiden for Flextronics store fabriksbygning. Af artiklen

fremgår det, at borgmesteren bekræfter forlydender om, at en italiensk koncern vil købe bygningen. Flemming Jansen

afviser, at han skulle have bekræftet dette. "Det eneste jeg er vidende om, er, at der efter alt at dømme er nye

erhvervsaktiviteter på vej ind i bygningen. Hvem eller hvad det er, har jeg på intet tidspunkt sagt noget om", skriver

han i en mail til redaktionen. Vi skal derfor beklage misforståelsen. red